Udland

Rufus Gifford får topjob hos Joe Biden

Rufus Gifford skal have ansvaret for finanserne i Joe Bidens valgkampagne, skriver medie.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford skal nu hjælpe demokraten Joe Biden op til præsidentvalget i november.

Rufus Gifford er netop blevet udnævnt til vice-kampagnechef i Joe Bidens organisationen, skriver Washington Post. Han bekræfter det selv på Twitter:

Gifford har valgkamperfaring fra 2012, hvor han var ansvarlig for finanserne i Barack Obamas kampagne for genvalg.

Efter Barack Obamas genvalg (i øvrigt med Joe Biden som vicepræsident) blev Rufus Gifford udnævnt til USA’s repræsentant i Danmark, hvor han var en højt profileret ambassadør fra 2013 til 2017.

Da tiden i Danmark var forbi, forsøgte Gifford at blive valgt til den amerikanske kongres ved valget i 2018, men det lykkedes ikke.

Ifølge Washington Post skal han have ansvaret for finanserne i Joe Bidens valgkampagne, ligesom han i sin tid havde det i Barack Obamas.

Lyn-analyse

Efter et mislykket forsøg på at blive opstillet til Kongressen for Demokraterne er Rufus Gifford nu tilbage i rollen som pengeindsamler.

I Danmark er det selvfølgelig en stor historie, når en populær tidligere amerikansk ambassadør får et fremtrædende job i en præsidentvalgkamp.

I praksis bliver det dog kun nørderne, der kommer til at lægge mærke til Giffords fingeraftryk i de kommende måneder, fordi den tidligere ambassadør primært kommer til at operere bag kulisserne.

I realiteten er det et godt match for den tidligere ambassadør, der er mere succesfuld som pengeindsamler end som politiker.