Udland

New Zealands premierminister: Vi har vundet kampen over coronasmitten for nu

New Zealand frygtede op til 80.000 døde med coronavirus, men kun 19 har mistet livet. Nu begynder genåbningen af landet.

New Zealand fjerner en række restriktioner, efter landets premierminister, Jacinda Ardern, slår fast, at spredningen af coronavirussen er inddæmmet og at man har "vundet den kamp" for nuværende.

Hun understreger dog, at man fortsat skal være påpasselig fremadrettet.

- Der sker ikke længere nogen uopdaget smittespredning i samfundet i New Zealand. Vi har vundet den kamp. Vi skal dog fortsat være årvågne, hvis vi ønsker at holde coronaen for døren, siger premierministeren på et pressemøde mandag.

Direkte adspurgt om New Zealand har udryddet covid-19, siger Ardern "for nuværende".

De newzealandske sundhedsmyndigheder tilføjer, at der stadig kan være coronasmittede i landet, og at det bliver som "at lede efter en nål i en høstak".

Genåbning er mindre end den danske

New Zealand har været lukket ned i en måned, og i den periode har liberale erhverv, skoler og institutioner været lukket, mens befolkningen er blevet opfordret til at blive hjemme.

Kun korte gåture og besøg i supermarkeder samt apoteker har været accepteret.

Nu genåbner landet, men det bliver i et noget mindre omfang end eksempelvis Danmark.

I myndighedernes vejledning opfordres befolkningen desuden til fortsat at holde sig i den samme snævre omgangskreds, men at nær familie igen kan ses - også selv om de ikke bor under samme tag.

Fra onsdag kan børn op til tiårsalderen igen blive sendt i skole, men ældre elever skal fortsat blive hjemme. Frisører og andre erhverv, hvor der er fysisk kontakt mellem den professionelle og kunden, skal fortsat holde lukket, og udendørsaktiviteter og sport frarådes fortsat.

Restauranter skal også være lukket, men må nu levere take-away.

Newzealænderne opfordres desuden til at arbejde hjemme i videst muligt omfang, men personer i eksempelvis bygge- og anlægsbranchen kan vende tilbage til deres arbejde fra tirsdag under forudsætning af, at deres arbejdsgiver har en covid-19-politik og tager de nødvendige forholdsregler.

- Vi genstarter økonomien, men ikke folks sociale liv, understreger Jacinda Ardern.

Om to uger vil regeringen evaluere genåbningen.

Markant færre døde end frygtet

Da New Zealand lukkede ned, frygtede regeringen at op til 80.000 kunne dø af coronavirussen, hvis ikke man lukkede samfundet.

Landet er dog sluppet nådigt.

I alt har der været mindre end 1500 smittede personer i New Zealand, og mere end 80 procent af dem er raskmeldte.

Kun 19 personer har mistet livet som følge af coronavirussen.

- Ingen kunne forudse, hvad der var sket, hvis ikke vi havde lukket samfundet ned, siger Jacinda Ardern.

To fordele

I kampen for at begrænse coronavirussen har New Zealand ifølge eksperter haft to fordele: Tid og geografi.

New Zealand registrerede sit første smittetilfælde 28. februar - over en måned efter første tilfælde i eksempelvis USA.

- Jeg tror, vi har haft lidt mere tid til at tænke over det, og vi kunne lære af erfaringerne fra Kina, siger Michael Baker til CNN, der er professor ved Otago University i New Zealand og har rådgivet regeringen om retningslinjerne i forbindelse med bekæmpelsen af virussen.

New Zealands første tilfælde var dog kun én dag senere end for eksempel Danmarks første, men landet har også geografien med sig.

New Zealand er en østat og derfor naturligt isoleret fra andre lande, hvilket kan begrænse smitten. Det hjælpes også på vej af, at New Zealand har færre flyafgange end andre lande, lyder det.

Især unge har været smittet

Når det kommer til det lave dødstal, peger eksperterne på, at en stor del af de smittede - i modsætning til andre lande - har været unge og derfor ikke i risikogruppen.

Personer i aldersgruppen 20-29 år udgør omkring 25 procent af de 1283 bekræftede smittetilfælde i landet, imens aldersgruppen 30-39 år udgør 15 procent af alle smittede, skriver CNN.

Årsagen bag, at de unge udgør en fjerdedel af landets smittetilfælde, er, at de rejser mere, lyder det.

Da Jacinda Ardern meddelte, at landets grænser blev lukket, vendte mange unge rejsende hjem. Det er blevet opgjort, at 40 procent af alle smittede i New Zealand er hjemvendt fra en rejse i udlandet.