Udland

Boris Johnson tilbage efter flere ugers sygdom: - Folk vil være opmærksomme på, om han har ændret sig

Storbritannien står overfor en gradvis genåbning, men forholdsreglerne for skoler og erhvervsliv er endnu ikke på plads.

Boris Johnson er tilbage efter et månedlangt sygefravær med coronavirus. Og der er ikke mangel på presserende opgaver for den britiske premierminister.

Det skriver Guardian.

Under sit fravær har det samlede dødstal i Storbritannien passeret 20.000. Men Johnson står overfor et samfund, der sukker efter en form for genåbning. Både socialt og økonomisk.

Det siger TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen.

- Johnson står overfor de samme svære beslutninger som mange andre statsledere i Europa. Skal man løsne op for restriktionerne og i givet fald; hvor meget? Der er store hensyn til både sundhed og økonomien, og det er den øvelse i spagat, han skal ud i nu, siger Terkelsen.

Mennesket i karakter

Samtidig bliver der set med spænding på, hvordan Boris Johnson vil agere som menneske, når han skal træde i karakter som regeringsleder efter et sygdomsforløb, der undervejs var livstruende.

- Der vil blive set på, om Boris Johnson nu er tilbage som lederen. Han har selv været syg, og folk vil være opmærksomme på, om han har ændret sig. Johnson var meget kæk i begyndelsen, hvilket ligger i hans natur, men spørgsmålet er, hvordan han har det nu, mener Ulla Terkelsen.

Storbritannien har været under en meget striks nedlukning siden 23. marts, hvor skoler blev lukket, der blev indført et tilnærmelsesvist udgangsforbud, og alle former for social aktivitet blev frarådet på det kraftigste. Alle butikker landet over, med undtagelse af steder der sælger mad, blev også lukket ned som følge af regeringens nye tiltag.

De seneste dage har antallet af døde som følge af covid-19 dog været for nedadgående i Storbritannien, rapporterer Sky News.

Antallet af døde i Storbritannien blev søndag opgjort til 413. Det betyder, at det samlede dødstal er 20.732. Det er den laveste stigning på et døgn siden slutningen af marts.

Færre indlagte

Stephen Powis, der er medicinsk direktør for det britiske hospitalsvæsen, NHS, mener, at tallene afspejler, at folk har forstået at holde fysisk afstand for at undgå smitte med coronavirus.

- Vi har nu en meget tydelig trend med et mindsket antal af folk på hospitalerne, siger han ifølge Reuters.

Hvis briterne skal tilbage mod en form for genåbning, kræver det en fortsat meget stor indsats.

- Der er tale om, at man vil foretage 100.000 tests om dagen, og at det er udkommanderede soldater, som blandt andet skal hjælpe til med den opgave, siger Ulla Terkelsen.

Boris Johnson har indkaldt til kabinetsmøde med sine ministre mandag, hvor det står øverst på dagsordenen, hvad man kan gøre for at skrue på de gældende restriktioner, der er sat til at løbe frem til 7. maj.

I sit sygefravær har Boris Johnson, siden han blev udskrevet 12. april fra St. Thomas Hospital, opholdt sig på Chequers, den britiske statsministers landresidens uden for London.