Udland

Kæmpe flyselskaber er i knæ - Frankrig klar med 'historisk' hjælpepakke

Arkivfoto.  Regis Duvignau / Ritzau Scanpix

I Tyskland håber Lufthansa at lande en aftale med regeringen i næste uge.

Hvis du kigger op på himlen et vilkårligt sted i verden, så får du svært ved at få øje på et eneste passagerfly.

Stort set ingen flyver på grund af coronakrisen, og det har fået de største flyselskaber til at styrtbløde kapital.

I Frankrig har regeringen fredag aften præsenteret en løsning, hvor Air France-KLM får fire milliarder euro i statsgaranterede lån hos banker samt et direkte lån på tre milliarder euro fra staten.

Historisk støtte

Ifølge finansminister Bruno Le Maire er der tale om en "historisk støtte", men altså ikke en blankocheck. Han forventer, at selskabet vil reducere omkostninger og omlægge til mere miljøvenlige fly i fremtiden:

- Air France skal blive det mest miljøvenlige selskab på planeten, lyder det fra Bruno Le Maire, som begrunder den store støtte med, at Air France via et enormt netværk af underleverandører sikrer tusindvis af arbejdspladser i Frankrig.

Derudover melder Reuters, at Holland skulle være villig til at låne yderligere to milliarder euro til selskabet. Samlet set svarer det altså til omtrent 67 milliarder kroner, der målrettes selskabets overlevelse.

Største flyselskab i knæ

I Tyskland er Lufthansa, som er Europas største flyselskab, også helt i knæ.

Torsdag meldte ledelsen ud, at man ikke vil overleve coronakrisen på egen hånd, hvorfor der nu er forhandlinger igang med den tyske regering.

Ifølge Reuters har Lufthansa anmodet om lånehjælp for omtrent ti milliarder euro, hvilket i runde tal svarer til 75 milliarder kroner.

Ud over Tyskland har Lufthansa også underselskaber i Schweiz, Østrig og Belgien, og derfor forhandles der også med regeringerne i de lande.

Færre fly - færre ansatte

I det hele taget bliver det et forandret selskab, som går på vingerne efter coronakrisen. Det oplyste Lufthansa-direktør Carsten Spohr fredag til virksomhedens medarbejdere ifølge Reuters.

Her sagde han, at virksomheden vil operere med 100 færre fly og 10.000 færre ansatte efter coronakrisen. Ifølge Reuters vil Lufthansa formentlig lande en aftale med den tyske regering i næste uge.

I USA har de store flyselskaber tidligere i april fået en stor hjælpepakke på 172,6 milliarder dollars. I slutningen af marts udstedte den danske og svenske stat også en statsgaranti på samlet to milliarder danske kroner til selskabet SAS.