Coronavirus

Eksperten modsagde Trump og blev fyret, så kom præsidenten med en livsfarlig idé

USA's præsident tror ikke på sine egne eksperter. Chefen for landets vaccineprogram er blevet fyret, og i stedet kommer Trump selv med forslag.

Alternativ behandling.

De ord er vel nok det nærmeste, man kan komme en lang række af de forslag, USA's præsident Donald Trump er kommet med i kampen mod coronavirus.

Jeg er her for at repræsentere talent

Donald Trump, USA's præsident

Listen bestod af godt vejr, et mirakel og malariamedicin indtil i nat dansk tid, hvor præsidenten så luftede stærkt lys og indsprøjtninger med desinfektionsmiddel som nye muligheder.

Sidstnævnte frarådes på det kraftigste af lægerne, fordi det kan være livsfarligt.

Men det kan være risikabelt at overbringe præsidenten den slags dårlige nyheder.

Det fandt lægen Rick Bright ud af tidligere på ugen, da han mistede sit job som chef for USA's nationale indsats for at finde en vaccine mod coronavirus.

Hvad har de at miste?

Rick Bright var skeptisk over for præsidentens lovprisninger af de to former for malariamedicin, klorokin og hydroxyklorokin.

Rick Brights skepsis skyldtes blandt andet videnskabelige studier som her, her, her, her og her, der indikerer, at de to lægemidler næppe har en effekt på coronavirus.

Samtlige studier ovenfor var udgivet, da Donald Trump i begyndelsen af april talte varmt for malariamedicinen.

- Jeg håber, at de vil bruge det, for ved du hvad? Hvad har de at miste? I nogle tilfælde har de det virkelig dårligt. Hvad har du så at miste, sagde præsidenten - du kan læse referatet fra 4. april her.

Donald Trump under pressemødet den 4. april.

Det, patienterne havde at miste, var deres liv, og nu tyder den seneste forskning på, at malariamedicinen ikke gjorde noget godt for de syge.

Læger fra den amerikanske delstat Virginia undersøgte, hvordan det gik de patienter, som fik medicinen hydroxyklorokin. Det fremgår af de foreløbige resultater, at 28 procent af dem døde, mens kun 11 procent af de patienter, der fik standardbehandling, mistede livet.

Det hører dog med til billedet, at der ikke oplyses, om patienter, som fik medicinen, var mere syge end dem, der ikke fik den.

De potentielt farlige medikamenter

Lægerne i Virginia er ikke de eneste, der har dårlig erfaring med malariamedicin. I Brasilien måtte læger, der brugte klorokin på patienter med coronavirus standse deres forskning, fordi medicinen gav nogle af patienterne så kraftig hjertebanken, at de risikerede at dø af det.

Men selv om de foruroligende nyheder fra Brasilien kom allerede midt i april, var det ikke nok til at redde vaccinechefen Rick Bright fra at miste sit job.

Rick Bright der tidligere på ugen mistede sit job som chef for udviklingen af en vaccine mod coronavirus.

Rick Bright, der er Ph.D. i molekylær biomedicin, siger ifølge New York Times, at han blev presset til at bruge penge på hydroxyklorokin, som han kalder et af flere "potentielt farlige medikamenter, der promoveres af folk med politiske forbindelser".

Og så fortæller han, at han formentlig blev fyret, fordi han ville bruge penge på "sikre og videnskabeligt funderede løsninger, men ikke på medikamenter, vacciner og andre teknologier, der mangler et videnskabeligt grundlag".

Lyn-analyse

Den berømte amerikanske journalist H. L. Mencken sagde engang, at "for ethvert komplekst problem er der en løsning, som er klar, simpel og forkert". Og det ser ud til, at Trump fortsætter med at jage den nemme løsning på udbruddet af coronavirus, nemlig en mirakelkur.

Enten lytter han ikke til sine eksperter, eller også tør ingen sige ham imod.

Hvis sagen var mindre alvorlig, kunne man grine af det, men Trump er USA's præsident, og vi kan se i målingerne, at de republikanske vælgere primært lytter til ham. Derfor er det et problem, at præsidenten promoverer kvaksalveri igen og igen.

Da Donald Trump blev spurgt om fyringen af Rick Bright ved onsdagens pressebriefing, svarede han:

- Jeg har aldrig hørt om ham. Hvis den fyr siger, han blev presset ud af sin stilling, så blev han det måske, eller måske blev han det ikke. Man er nødt til at høre begge sider i sagen. Jeg ved ikke, hvem han er.

Et godt middel mod mange ting

Torsdag fortsatte Donald Trump så med at støtte brugen af hydroxyklorokin.

Under det samme pressemøde, hvor præsidenten foreslog desinfektionsmiddel og stærkt lys som mulige midler mod coronavirus, blev han også spurgt om malariamedicinen.

- Hvorfor er du standset med at promovere hydroxyklorokin?, ville en af journalisterne vide.

- Det er jeg slet ikke. Vi må se, hvad der sker. Vi har haft mange gode resultater. Vi har haft nogle resultater, der måske ikke er så gode. Det ved jeg ikke. Jeg har lige læst om én, men jeg har også læst mange gode. Så det har jeg ikke. Det er godt mod malaria, mod lupus, mod andre ting. Nu må vi se, hvad der sker, lød svaret fra præsidenten.

Hydroxyklorokin er virksomt mod sygdommen lupus. Medicinen på billedet tilhører sådan en patient, der har haft svært ved at skaffe den efter præsidentens lovprisninger.

Da journalisten spurgte ham om undersøgelsen fra Virginia, svarede præsidenten, at han ikke havde set den.

Hvis han på et tidspunkt læser resultaterne, burde det ikke komme bag på præsidenten, at hydroxyklorokin ikke er et vidundermiddel.

Fra malariamedicin til desinfektionsmiddel

Allerede 20. marts forsøgte Anthony Fauci, der er leder af USAs nationale insititut for allergi og infektionssygdomme, at få præsidenten til at forstå, at der ikke var nogen videnskabelige undersøgelser, som pegede på, at stoffet virkede.

Men det ser altså ikke ud til at have påvirket præsidenten.

I hvert fald ikke mere, end at han har flyttet sit fokus.

- Jeg har set, at desinfektionsmiddel slår coronavirus ihjel på et minut, et minut. Er der en måde, hvor vi kan gøre det samme ved at sprøjte det ind i kroppen, som en form for rensning? sagde Donald Trump under sit pressemøde 23. april.

Da han hørte, at coronavirus har det svært i solskin, foreslog han at bekæmpe den med lys.

- Hvis man nu bragte lyset ind i kroppen, hvilket du kan gøre enten via huden eller på anden vis, lød tanken fra Donald Trump på pressemødet.

Da han så blev spurgt om, hvorfor han lovpriser behandling mod coronavirus på baggrund af rygter i stedet for videnskab, blev præsidenten tydeligt irriteret.

- Jeg er her for at repræsentere talent. Jeg er her for at præsentere idéer til at komme af med den her ting, lød det fra Donald Trump.

Fredag 24. april sagde Donald Trump på et pressemøde, at hans bemærkninger om at sprøjte desinficerende middel ind i kroppen for at behandle coronavirus var sarkastisk ment.

En forretningsdrivende i Los Angeles er med succes begyndt at sælge ansigtsmasker med et billede af Donald Trumps mund.