Coronavirus

15 lande har fortsat ingen coronasmittede - men eksperter tvivler på flere af landenes tal

Lederne fra Tadsjikistan, Nordkorea og Comorerne har endnu ikke meldt om coronatilfælde i deres lande. Scanpix

Adskillige af de lande, der rapporterer om nul smittede, kan man ikke stole på, lyder det fra eksperter.

Med mere end 2,6 millioner smittede på verdensplan er det efterhånden de færreste lande, der har undgået den smitsomme nye coronavirus.

15 lande har dog ifølge John Hopkins University, der overvåger antallet af smittede med covid-19 globalt, fortsat ikke et eneste tilfælde. De 15 lande kan ses i grafikken herunder:

15 lande uden Corona

Landene kan groft sagt opdeles i to grupper. Enten er de meget små, eller også er de styret af autokrater, hvor informationerne til omverdenen styres med hård hånd.

I den sidste gruppe hører de asiatiske lande Nordkorea, Turkmenistan og Tadsjikistan.

Nordkorea: Troværdig information mangler

Studerende på universitetet i Pyongyang bliver tjekket af sundhedspersonale inden dagens undervisning.

Nordkorea er omgivet af Sydkorea og Kina, der er to af de lande, der har været hårdest ramt af coronavirus. Den hermetisk lukkede stat har dog endnu sit første coronatilfælde til gode.

Blandt eksperter er der dog bred enighed om, at landet er blevet ramt.

Lægen Kee B. Park har tidligere arbejdet i Nordkorea og fortæller til New York Times, at der er én simpel grund til, at Nordkorea ikke har nogen bekræftede tilfælde.

- Landet mangler testudstyr, så de har givetvis smittede, de har bare ikke mulighed for at få dem bekræftet.

Nordkorea lukkede allerede i januar grænsen til Kina for at skærme sig imod coronavirussen og har taget drastiske midler i brug for at undgå virussen. Eksempelvis blev alle diplomater i Pyongyang tvunget i en måneds karantæne, og så beordrede leder Kim Jong-Un konstruktionen af et moderne hospital færdiggjort hurtigst muligt i marts - trods de manglende smittede.

Alligevel har flere japanske og sydkoreanske medier berettet om et større antal døde med covid-19-lignende symptomer i Nordkorea. Mest opsigtsvækkende var en historie fra 6. marts, hvor 180 soldater fra samme barak skulle være døde med forskellige former for lungebetændelse.

Turkmenistan: Her nævner man ikke corona

Turkmenistans præsident har bestemt, at der rundt om i landet skal brændes tærret rudeurt for at værne imod sygdomme, der er "usynlige for øjet".

Turkmenistan er efter Nordkorea det land i verden med mindst pressefrihed og har ligesom Nordkorea officielt heller ikke registreret sit første coronatilfælde.

Ifølge organisationen Journalister uden Grænser betyder den manglende pressefrihed dog også, at man ikke kan stole på landets runde nul ud for antal coronasmittede.

Præsident Gurbanguly Berdymukhammedov har fjernet ordet 'coronavirus' fra brochurer til landets skoler, hospitaler og arbejdspladser, hvori der står sundhedsinformation til borgerne.

Det er et forsøg på at "undertrykke al information om pandemien fra regeringens side", mener Journalister uden Grænser.

Selv om landet ifølge myndighederne ikke har nogen smittede, er der blevet indført en række tiltag for at dæmme op for virussen. Rejseaktiviteten i landet er blevet begrænset, og folk får målt deres temperatur på togstationer, skriver The Independent.

Tadsjikistan: Her fejres fodbold og højtider

Der er ikke registreret nogle coronasmittede i Tadjikistan, hvor landets bedste fodboldliga til gengæld fortsat er i gang.

Tadsjikistan er endnu et centralasiatisk land, der ikke har registreret coronasmittede, og her fortsætter livet næsten som intet var hændt. Skoler og moskéer er åbne, bolden ruller fortsat i landet bedste fodboldrække og nytårshøjtiden Nowruz blev fejret i landet i slutningen af marts, mens nabolandene havde aflyst begivenheden.

En hospitalsansat, der officielt døde med tuberkulose, er blevet mistænkt for at være smittet med covid-19, men regimet med præsident Emomali Rahmon i spidsen styrer landet med hård hånd og advarer imod at sprede rygter om coronavirus i landet.

Comorerne: Rapper anholdt efter at have tvivlet på tal

Rapperen Cheikh MC blev anholdt, da han i en video på Facebook påstod, at hustruen var blevet anholdt.

I Afrika er det kun ø-nationen Comorerne og Lesotho, der har undgået coronavirus. Også her skal tallene tages med et par store forbehold.

Comorerne, der ligger i Det Indiske Ocean og har 850.000 indbyggere, har officielt ingen smittede, men den lokale rapper Cheikh MC var uenig i den udlægning, da hans kone pludselig blev syg. I en video på Facebook fortalte han, at en læge diskret havde konstateret, at der var tale om coronavirus. Som konsekvens blev Cheikh MC arresteret og fængslet.

Imens er Comorernes smittetal fortsat nul. Journalister uden Grænser meddeler dog, at journalister her er blevet truet og angrebet for at berette om myndighedernes manglende håndtering af coronapandemien.

Lesotho: Mordanklaget præsident har sendt militæret i gaderne

Lesothos premierminister Thomas Thabane har været i retten flere gange sammen med hans nuværende kone. De er anklaget for at have slået Thabanes ekskone ihjel.

Lesotho, der geografisk er helt omgivet af Sydafrika, har heller ikke konstateret nogen covid-19-tilfælde.

Men landets premierminister, Thomas Thabane, har også nok at se til. Sammen med sin nuværende kone er han anklaget for at have slået ekskonen ihjel, og han opfordres til at træde tilbage. Det har Thabane afvist, og i stedet sendt militæret i gaderne. Officielt med henvisning til truslen fra coronavirussen, men ifølge kritikere for at beholde magten.

En patient er død med covid-19-symptomer, mens ni andre er mistænkt for at være smittede. Det har skabt frygt for at regeringen ikke fortæller hele sandheden om coronavirus i Lesotho.

Østater i Oceanien: Nul tilfælde takket være isolation

En række små ø-stater i Oceanien har primært på grund af deres størrelse og isolerede beliggenhed ikke registreret nogen tilfælde. Her er myndighedernes håndtering af coronapandemien dog relativt gennemsigtig.

Nauru med 10.000 indbyggere har eksempelvis ikke respiratorer og er derfor et særligt sårbart land. Til gengæld modtager landet også blot 160 turister om året, og kontrollen ved landets grænse er ekstra hård, understreger landets præsident.

I Naurus lufthavn i hovedstaden Yaren bliver alle grundigt tjekket for covid-19.

Professor og tidligere ansat i WHO Colin Tukuitonga roser Naurus indstilling i et interview til BBC.

- Det er helt klart det bedste bud på, hvordan landene kan holde sig coronafri. Der er ingen af landene i Oceanien, der har særligt udviklede sundhedsvæsener, så hvis coronaen kommer her til, kan det have store konsekvenser. Særligt fordi indbyggerne i Oceanien i højere grad også lider af livsstilssygdomme, siger han.

Hvilket land holder sig coronafri længst?

Det gode spørgsmål er, hvilket land der holder sig coronafrit længst tid - og måske helt undgår at blive ramt.

Ifølge Colin Tukuitonga skal man nok satse på, at det bliver en af de mindre stillehavsøer, der er mest isoleret.

- Isolationen har traditionelt været en ulempe for de her lande, men lige i det her tilfælde er det naturligvis en fordel at være få indbyggere spredt i et stort ocean.

Professor i epidemologi ved universitetet i Southampton Andy Tatem tror dog, alle lande i sidste ende vil blive ramt.

- I en tid med globalisering tror jeg ikke, der er nogen lande, der i længden vil kunne undgå smitte. Dertil er også ø-staterne for afhængige af at importere mad og materialer samt eksportere deres egne varer.

USA er det land i verden, der er hårdest ramt af coronavirus målt i antal bekræftede tilfælde. 843.937 er blevet testet positiv ifølge John Hopkins University.