Udland

Jeg bor i et fuldstændig forvandlet land

BLOG: Tirsdag er det to måneder siden, at den nye coronavirus ramte Italien som en tsunami og forandrede alt.

Livet i Italien, som man kendte det, virker uendelig fjernt og næsten som en uopnåelig drøm.

Alt er tomt og stille, folk er sky, triste, bange og bekymrede. Det modsatte af, hvad de fleste plejer at være.

Italien er landet, hvor det at være sammen med hinanden betyder mere end alt andet. Landet, hvor folk mødes og sludrer, også selvom de ikke kender hinanden. Landet, hvor familier, venner og kolleger spiser varm mad midt på dagen og glemmer deres telefoner og computere. Landet, hvor fodbold, musik, mad og vin opleves eller indtages i fællesskab.

Nu er Italien ramt af en grusom epidemi, som skiller folk, som griber totalt ind i folks liv, og ændrer alt, hvad de holder af og er vant til.

Mange har mistet deres kære eller kender nogen, der har været eller stadig er alvorligt syge. Det er naturligvis den største sorg og den værste smerte, men for alle os andre, der holder afstand og dækker os til for at bidrage til at holde smitten nede, er det også en radikal livsændring.

Alt det mest forbudte er det man savner mest.

At gå på kaffebar og få både en cappuccino og en fodboldsnak, at stå på et overfyldt marked og tale med husmødre om artiskokstegning, at møde sine naboer hos købmanden og dikke deres børn under hagen, at gå på propfulde trattoriaer og spise spaghetti, at få et glas prosecco ved en bardisk, som man skal mase sig frem til, at tage på landet og spise lokale skinker ved langborde fulde af glade, tætsiddende mennesker, at gå på stadion og heppe på sit yndlingshold, mens man står på nakken af hinanden og hujer... Jeg kunne blive ved.

Ingen ved, hvornår alt dette igen vil blive muligt, og den usikkerhed er også en del af den nye sørgelige og skræmmende virkelighed.

Virussen sneg sig ind i landet

Tirsdag er det to måneder siden, at Europas patient 1, Mattia fra Codogno, fik stillet diagnosen covid-19. Stik imod al tidligere logik viste hans test sig at være positiv, selvom han aldrig havde været i Kina.

Fra lidt over midnat 21. februar 2020 begyndte en periode eller snarere en epoke, som for tid og evighed vil stå mejslet fast i de italienske historiebøger, og som for evigt har rystet en hel befolkning.

Den italienske regering havde, efter at et par kinesiske turister i januar var blevet testet positive i Rom, indført flyveforbud til og fra Kina og indført undtagelsestistand. Derudover fik alle flypassagerer taget deres temperatur ved indrejse til Italien.

Men alt dette skulle vise sig at være nytteløst over for den onde virus, som i al ubemærkethed havde sneget sig ind i landet via personer helt uden symptomer.

I Lombardiet med 10 millioner indbyggere er der massevis af virksomheder, som samarbejder med Kina, og derfor har der i årevis været en meget travl rejseaktivitet fra blandt andet forretningsfolk mellem de to lande.

Derfor er det heller ikke nogen tilfældighed, at det hele brød ud netop i det meget industrialiserede Norditalien og ikke på for eksempel Sicilien. Virussen er ganske enkelt kommet rejsende med nogle af de mange mennesker, der på ingen måde har anet uråd.

Italiener blev Europas første dødsoffer

Efter at patient 1 var blevet testet på hospitalet i byen Codogno nær Milano, begyndte man allerede i timerne og dagene efter at teste løs i både Lombardiet og i regionen Veneto, hvor man havde observeret mange alvorlige lungebetændelser. Flere af patienterne viste sig at have covid-19.

Allerede 21. februar om aftenen blev det meddelt, at den nye coronavirus havde taget livet af den første italiener, Andriano Trevisan. Han var også den første europæer, der døde af sygdommen.

Han var 78 år, havde aldrig været i udlandet, var pensionist og brugte sine eftermiddage på en lille kaffebar, hvor han spillede kort med jævnaldrende venner.

Ikke just det oplagte eksempel på en coronapatient, men herfra udviklede alt sig i mange uforudsigelige og utrolige retninger.

Borgernes liv vendt op og ned

Sygdommen var allerede spredt langt videre, end nogen kunne have anet, og det viste sig at være en aggressiv og i flere tilfælde dødelig virus, der især ramte ældre og sårbare borgere.

22. februar blev det meddelt, at 10 kommuner i Lombardiet omkring Lodi og én i Veneto ville blive spærret af og omdannet til en rød zone. For at mindske smittespredningen, som allerede var omfattende, skulle folk holde sig i isolation.

Dette bredte sig et par uger efter til hele Lombardiet, og 11. marts meddelte premierminister Giuseppe Conte, at der i hele Italien skulle være udgangsforbud. Trods vidt forskellige mønstre og udbredelse i de forskellige regioner fandt man det nødvendigt at skære alle over én kam.

Virologer og epidemieksperter forklarede, at det var ligesom i Middelalderen og under Den Spanske Syge for 100 år siden. Det eneste våben mod en ny virus - som der ikke findes hverken findes vaccine eller behandling imod - var social afstand, og derfor måtte det være sådan.

Folk måtte fra den ene dag til den anden kun gå ud for at købe mad eller medicin. Børn i hele landet havde allerede været hjemme i noget tid, da skolerne var de første til at lukke, men fra denne dato blev samtlige borgeres liv vendt op og ned.

Ingen vil nogensinde glemme gruopvækkende billeder

Fra balkonerne i Napoli, Salerno og Siena begyndte folk at synge og spille musik for at holde modet oppe.

Det var meget rørende og livsbekræftende, trods de meget nedslående dødstal, der blev læst op hver dag af Angelo Borelli, der står i spidsen for det civile beredskab og er lederen af krisestyringen.

Ingen vil nogensinde glemme de gruopvækkende billeder, der i midten af marts blev vist i tv og i aviser af udmattede læger og sygeplejersker fra de overbelastede hospitaler, lange corteger af militærkøretøjer, der transporterer kister ud af Bergamo, hvis lighuse og krematorier ikke kunne følge med.

Ingen glemmer heller de mange præster og lægers historier om dødsenssyge coronapatienters sidste tid uden deres kære, hvor de måtte træde til og trøste og berolige på familiernes vegne.

Denne sygdoms ubarmhjertige natur er noget af det, der har såret italienerne mest. At de ikke har måttet besøge deres ægtefæller, forældre, søskende og i sjældne tilfælde deres børn på grund af smittefare, har været næsten ubærligt.

Lange udsigter til at feste

Tirsdag er der som sagt gået to måneder, siden det hele begyndte, og mandag kom det frem, at der for første gang var færre smittede end dagen i forvejen. Kurven har været frygtelig længe om at knække, og dødstallet er stadig højt, omend kun halvt så højt som i marts.

Det har meget lange udsigter, før der rigtigt bliver grund til feste, og folk skal stadig gå grueligt meget igennem, men det værste er forhåbentligt ovre.

Der er langt færre indlagte og smittede, og derfor bliver Italien efter 4. maj åbnet forsigtigt igen. Ganske langsomt, gradvist og kontrolleret.

Alle skal blive ved med at holde afstand, bære beskyttelsesmasker og fortsætte med at bruge håndsprit. Der skal være afstand mellem fabriksarbejdere, buspassagerer og butikskunder. Helt uvirkeligt og så alligevel snart en form for “ny normalitet”.

Italien er meget svær at genkende, men man kan trøste sig med, at midt i sorgen og chokket har folk udvist et dybtfølt samfundssind og en vilje og lyst til at hjælpe hinanden igennem denne kolossale krise.