Flere lande åbner igen - men strategierne er vidt forskellige

I nogle lande er det børn, der skal åbne samfundet igen, mens det i andre lande er virksomheder og butikker. Få overblikket her.

Flere og flere lande i Europa har de seneste dage og uger påbegyndt en genåbning, i takt med at smittespredningen af coronavirus aftager.

Formålet med at lempe restriktionerne er at få gang i økonomien og samfundet igen, men strategierne er vidt forskellige verden over.

I Danmark, Tyskland, Norge og Tjekkiet har man for eksempel haft fokus på at få børnene i gang først, men der er forskel på aldersgrupperne.

Og så er der de lande, hvor man først og fremmest har prioriteret at få gang i virksomhederne igen for at få sat skub i økonomien hurtigst muligt.

Fælles for alle er, at de respektive landes genåbninger sker med små og forsigtige skridt.

Herunder kan du se, hvordan de første faser af en tilbagevenden til hverdagen ser ud i en række lande i Europa og resten af verden.

Danmark

  • 15. april: Dagplejer, børnehaver og de mindste klasser i folkeskolen fik tilladelse til at åbne, hvis de kunne leve op til en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger.
  • 20. april: Liberale erhverv som frisører, fysioterapeuter, massører og køreskoler fik lov til at åbne.
  • 11. maj: Forbuddet mod forsamlinger på flere end 10 personer løber foreløbig til denne dato. Det kan dog blive justeret eller forlænget. Derudover planlægger regeringen at sætte gang i anden fase af genåbningen af Danmark denne dag. Men allerede inden da kan en udvidet udgave at den første fase blive en realitet. Datoen for en sådan udrulning er fortsat ukendt.
  • 1. september: Datoen for, hvornår store forsamlinger på flere end 500 personer tidligst kan tillades.

Tyskland

  • 20. april: Skoler er åbnet for at afholde eksamen for de elever, der bliver studenter i år. Derudover har butikker på under 800 kvadratmeter fået lov til at åbne. Det samme har bil- og cykelforhandlere samt boghandlere uanset størrelse.
  • 4. maj: Frisører må slå dørene op, og skoleelever, der ikke bliver studenter i år, kan gradvist vende tilbage til skolen.
  • 1. september: Det er den tidligste dato for, hvornår store forsamlinger - heriblandt religiøse arrangementer - kan tillades.

Derudover vil anbefalingen om at holde afstand og bære maske, når man kører med offentlig transport, foreløbigt gælde frem til 3. maj.

Kilde: BBC

Norge

  • 20. april: Børnehaver blev genåbnet, og et forbud mod hytteture i de norske fjelde blev ophævet. Derudover har erhverv som psykologer og fysioterapeuter fået tilladelse til at åbne, hvis de overholder regeringens sikkerhedsforanstaltninger.
  • 27. april: Elever fra 1.-4. klassetrin i folkeskolen kan vende tilbage, og SFO'erne vil åbne igen. Universiteter og fagskoler vil også slå dørene op, men det bliver kun for de elever og undervisere, der er afhængige af at være fysisk til stede. Frisører og hudpleje-butikker vil igen få lov til at åbne.

Kilde: TV 2 Norge

Spanien

  • 13. april: Enkelte fabrikker og konstruktionsvirksomheder fik tilladelse til at åbne.
  • 27. april: Børn kan få lov til at komme ud og få frisk luft dagligt efter mere end en måned med udgangsforbud. Dog er det først planen, at de vender tilbage til skoler og institutioner i september.

Kilder: El Pais og The Guardian

Italien

  • 14. april: Boghandlere, børnetøjsbutikker, vaskerier og enkelte fabrikker fik tilladelse til at åbne. Dette er dog undtaget de nordlige regioner Veneto og Lombardiet, der fortsat er hårdt ramt af udbruddet af coronavirus.
  • 4. maj: Premierminister Giuseppe Conte vil gå videre med "fase 2" i genåbningen af Italien. På Facebook skriver han, at der er behov for at få "kommercielle aktiviteter og virksomheder" i gang igen - dog uden at nævne, hvad der konkret får lov til at åbne.

Kilde: The Guardian

Tjekkiet

  • 20. april​: Byggemarkeder, bilforhandlere og lokale markeder fik lov til at åbne. Det samme fik skolerne for de elever, der bliver studenter i år, så de kan læse op til eksamen og tale med undervisere. Eleverne må maksimalt være samlet i grupper af fem personer.
  • 27. april: Butikker på under 200 kvadratmeter kan genåbnes medmindre de er placeret i et shoppingcenter. Større butikker får lov at åbne, hvis de overholder regeringens sikkerhedsforanstaltninger.
  • 11. maj: Butikker på under 1000 kvadratmeter, fitnesscentre, køreskoler kan åbne - dog uden brug af prøve- og omklædningsrum.
  • 25. maj: Udendørs restauranter og caféer, frisører, barberer, museer, gallerier og zoologiske haver kan åbne.
  • 8. juni: Indendørs arealer i restauranter, caféer og zoologiske haver samt hoteller og shoppingcentre kan åbne. Derudover vil arrangementer for maksimalt 50 personer tillades.

Kilde: CTK

Belgien

  • 20. april: Havecentre og byggemarkeder kunne åbne med de samme regler om at holde afstand, som også gælder i dagligvarebutikker.
  • 3. maj: Datoen for, hvornår de tidligst ophæver den gældende nedlukning af landet.
  • 31. august: Ingen store forsamlinger vil blive tilladt inden september.

Kilde: Reuters

Østrig

  • 14. april: Butikker med et areal på op til 400 kvadratmeter samt havecentre og byggemarkeder fik lov til at åbne.
  • 1. maj: Butikker som shoppingcentre og frisører får lov til at åbne, men der vil være en begrænsning på, at der kun må være én kunde per 20 kvadratmeter.
  • 18. maj​: Eksamen i gymnasiet, der i Østrig hedder Matura, vil blive afholdt 18. maj. Eleverne kan vende tilbage til skolen to uger tidligere.

Kilde: Heute

Schweiz

  • 27. april: Liberale erhverv som fysioterapeuter og frisører samt havecentre kan åbne.
  • 11. maj: Butikker kan åbne, og eleverne i folkeskolen kan vende tilbage til den fysiske undervisning på skolerne.
  • 8. juni: Øvrige uddannelsesinstitutioner kan åbne. Det samme kan museer, zoologiske haver og biblioteker.

Kilde: CNN Money Switzerland

USA

  • 17. april: Præsident Donald Trump fremlagde en plan for, hvordan landet gradvist kan blive genåbnet. Det er op til de respektive delstaters guvernører at føre planen ud i livet.
  • 20. april: Texas og Vermont har lempet en række restriktioner, så flere virksomheder igen kunne åbne. Det fortalte præsident Trump på et pressemøde lørdag 18. april.
  • 24. april: Georgias guvernør planlægger at genåbne erhverv som neglesaloner, massører, bowlinghaller og fitnesscentre. Derudover vil restauranter og biografer kunne åbne mandag 27. april.

Kilde: Reuters og CNN Politics

Iran

  • 18. april: En lang række butikker og virksomheder i landets hovedstad, Teheran, fik lov til at åbne. Tidligere på måneden har butikker og virksomheder uden for Teheran fået lov til at genåbne.
  • 20. april: Store shoppingcentre og bazarer blev åbnet med restriktioner om en begrænset åbningstid.

Kilde: Al Jazeera

Kina

  • 21. marts: Turistattraktioner og butikker fik lov til at åbne i Kina - dog ikke i storbyen Wuhan, der var hårdest ramt af coronavirus.
  • 7. april: Udgangsforbuddet i Wuhan blev ophævet, og de kunne nu igen forlade byen, som havde været lukket ned fra resten af landet i 10 uger. Nu er det igen tilladt at rejse med tog, fly og bil ud af storbyen.

Kilder: Forbes og New York Times

Australien

  • 20. april: Flere strande i staten New South Wales fik lov til at åbne - dog kun i et omfang, hvor man bruger stranden til at træne på eller komme i vandet. Det er endnu ikke tilladt at tage ophold på sandet og samles i større grupper.
  • 11. maj: Skolerne åbnes igen for alle børn. Skolerne har hele tiden været åbne for de børn, som ikke har haft mulighed for at blive passet af deres forældre.

Kilder: Reuters og The Guardian

Lande som Frankrig, Storbritannien, Portugal og Holland har endnu ikke præsenteret en plan for, hvordan de vil vende tilbage.