Coronavirus

Tusinder tog smitte med fra skiferie - danskere med i anmeldelse mod berygtet bar og 12 andre

VSV mener, at de anmeldte, herunder baren Kitzloch, har forværret udbruddet af covid-19 i Østrig og Europa.  Jakob Gruber / Ritzau Scanpix

Forbrugerorganisationen VSV bekræfter overfor TV 2, at de har indgivet en anmeldelse til statsadvokaten i Innsbruck. 63 danskere er en del af det.

Tusindvis af europæiske skiturister blev i februar og marts smittet med covid-19 på deres ferie i den østrigske alpeby Ischgl.

Det samme blev konstateret hos mindst 139 danskere, der kom hjem i starten af marts.

Siden oplyste den østrigske forbrugerorganisation Verbraucherschutzverein (VSV) til DR Nyheder, at de forberedte et massesøgsmål for 2500 europæiske skiturister.

Nu har VSV indgivet en anmeldelse mod 12 personer og instanser i landet – heriblandt delstaten Tyrol, Tyrols lokale regeringsleder, Günther Platter, borgmestrene i Ischgl og Sölden, et skiselskab, et selskab, der driver skilifte samt ejerne af flere afterskibarer. Herunder den nu berygtede bar ’Kitzloch’.

Det skriver det tyske medie Focus Online, der er i besiddelse af anmeldelsen.

I en mail til TV 2 bekræfter formand for VSV, Peter Kolba, at de har indgivet en anmeldelse til statsanklageren i Innsbruck 24.marts.

VSV mener, at de anmeldte har forværret udbruddet ved at holde åbent for længe, da deres fokus lå på økonomi fremfor sikkerhed. Derfor vil de have dem stillet til ansvar – strafferetligt og økonomisk.

Ifølge Focus Online kan det give op til tre års fængsel at bringe andres liv i fare gennem smitsomme sygdomme, og anmeldelsen går på skader for millioner.

63 danskere med i anmeldelse

Formand Peter Kolba skriver til TV 2, at næsten 4500 europæere er en del af anmeldelsen - heriblandt 63 danskere.

Og ifølge formanden skal de ”indstille sig på et meget langvarigt forløb”, men at det ikke er usandsynligt, at de ansvarlige ønsker at indgå et forlig inden skisæsonen 2020-21.

De første advarsler om, at der var noget galt i Østrig. kom fra Island, der 5. marts erklærede Tyrol for et højrisikoområde. De havde nemlig registreret flere tilfælde af covid-19 på et fly fra området i slutningen af februar.

Siden fulgte smitte i Norge, Sverige og Danmark. Og en mulig smittekilde blev lokaliseret i form af en 36-årig bartender på afterskistedet Kitzloch. En bar, hvor personalet benyttede sig af en fløjte for at komme gennem menneskemængden. Fløjter, som også gæsterne fik lov at prøve, har Ekstra-Bladet kunnet fortælle.

Men det førte ikke til, at baren og byen slog alarm. Således vurderede myndighederne 8. marts, at ”en smitteoverførsel af coronavirus til barens gæster efter lægelig vurdering er usandsynlig”. Kitzloch blev dog lukket 9. marts.

Efterfølgende viste det sig, at 15 personer fra bartenderes omgangskreds var smittet.

10. marts blev alle barer lukket, og 13. marts blev skisæsonen i alpebyen afblæst af Tyrols lokale regeringsleder, Günther Platter. Otte dage efter de første advarsler.

Netop dette faktum er årsagen til anmeldelsen. VSV mener nemlig, at skisportsstedet og barerne blev holdt åben så længe som muligt på grund af "konkrete økonomiske interesser".

Kan være kommet tidligere

For at underbygge anklagerne har VSV udarbejdet en kronologisk tidslinje fra januar til marts.

Ifølge opgørelsen fik myndighederne allerede i slutningen af januar indikationer på, at en epidemi kunne blusse op, og ifølge VSVs opgørelse blev Tyrol og andre regioner med vintersport først officielt lukket 19. marts, hvilket ifølge VSV var ”klart for sent”.

Hvad er covid-19 og coronavirus?

  • Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
  • Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
  • Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2  (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og havde sit udbrud fra Kina i december 2019. 
  • Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af det nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).

Og der kan have været noget om, at coronavirussen SARS CoV-2 og sygdommen covid-19 kan have været i Europa tidligere, end vi ved. Det har Lars Peter Nielsen, tidligere overlæge i klinisk mikrobiologi og som i en årrække har ledet Det Nationale Influenzalaboratorium ved Statens Serum Institut og dansk virusforskning, tidligere sagt til Berlingske.

Han oplyser, at Kina først offentliggjorde deres fund i slutningen af december, men at undersøgelser peger på, at sygdommen kan have været der langt før:

- Så der skal bare være én østrigsk bartender, som har været i Kina, eller en kineser, der er taget på skitur i Østrig i december eller januar, sagde Lars Peter Nielsen til Berlingske.

Ifølge Focus Online har anklagemyndigheden i den østrigske by Innsbruck iværksat en undersøgelse af, hvordan og hvorfor, at udbredelsen af covid-19 i de østrigske skiregioner kunne stå på, uden at nogle brød ind.