Coronavirus

Boris Johnson blev væk fra fem COBRA-møder: - Det har øget presset på ham

Politisk modstander siger, at fravær til møder rejser alvorlige spørgsmål. Partifælle kalder kritik af premierministeren for grotesk.

Søndag er Boris Johnson kommet i søgelyset hos britiske og internationale medier for sin håndtering af coronakrisen.

Det skyldes en historie i Sunday Times.

Forskere advarede flere gange om coronavirussens mulige konsekvenser, men i stedet for at indføre restriktioner, undlod den engelske premierminister i en periode på fem uger i januar og februar at tage ordentligt bestik af coronavirussens omfang ved at udeblive fra en række møder, lyder det i Sunday Times.

Ifølge avisen kritiserer en anonym kilde tæt på regeringen Boris Johnson for manglende lederskab på et tidspunkt, hvor landet var på vej ind i en undtagelsestilstand. Storbritannien er siden blevet et af de hårdt ramte lande af coronapandemien i Europa. Det samlede dødstal er på 16.060, de 596 er registreret indenfor det seneste døgn.

Sundhedsordfører Jon Ashworth fra oppositionspartiet Labour og siger, at der er alvorlige spørgsmål for premierministeren at besvare.

- Alle kunne se, hvor alvorligt det her var ved at blive, og vi ved, at der blev lavet alvorlige fejl, skriver Ashworth på Twitter.

Havde andre gøremål

De fem møder, Johnson undlod at deltage i, havde deltagelse af videnskabelige eksperter, efterretningsofficerer og ministre.

Det var såkaldte COBRA-møder, der står for Cabinet Office Briefing Room A, hvor udvalg kan koordinere handlinger fra regeringsorganer som reaktion på national krise.

I den periode, hvor møderne fandt sted, deltog Boris Johnson blandt andet i fejringen af det kinesiske nytår, og han var samtidig optaget af Brexit-forhandlinger og udskiftning på regeringsposter.

En rum tid blev også brugt på ferie i selskab med Carrie Symonds, Boris Johnsons gravide kæreste og forlovede.

Lyn-analyse

Historien om Boris Johnsons fravær på COBRA-møderne har øget presset på ham.

Briterne spørger, om man i den første fase brugte tiden godt nok og begavet nok.

Johnson selv var en af dem, der pralede med at give hånd, og det var som om, han ikke forstod situationens alvor.

Der er mange eksempler på, at man kunne have taget hurtigere beslutninger, og det er kun regeringen, som kan stilles til ansvar.

Som det er nu, kan Storbritannien måske blive det land i Europa, der er værst ramt.

Det er kritisk, selv om Boris Johnson har fået meget sympati i forbindelse med sin egen sygdom.

"Groteske beskyldninger"

Først 2. marts dukkede Boris Johnson op til et COBRA-møde. Men det betyder ikke, at Storbritannien var uden beslutningskraft, siger medlem af det britiske ministerkabinet Michael Gove til Sky News.

- Der var tværgående møder i regeringen, nogle af dem med deltagelse af sundhedsministeren, andre med andre ministre, men det var premierministeren, som tog alle de store beslutninger, siger Michael Gove.

Han kalder kritik af Boris Johnson for "grotesk".

Michael Gove siger, at Boris Johnsons dokumenterede fravær fra de fem COBRA-møder bliver brugt til at piske en stemning op og rette en anklagende finger mod den britiske premierminister.

- Hans lederskab har været klart, og han har ofte været inspirerende, lyder det fra Michael Gove.

Sygemeldt

Boris Johnson meddelte i en video på Twitter 27. marts, at han var testet positiv for coronavirus og havde milde symptomer.

Godt en uge senere - den 5. april - blev premierministeren indlagt på hospitalet efter at have oplevet vedvarende symptomer.

Dagen efter blev Johnson flyttet til hospitalets intensivafdeling. Han blev udskrevet fra Saint Thomas Hospital 9. april.

Den britiske premierminister er i øjeblikket i rekonvalescens og stadig sygemeldt. I Johnsons fravær har Storbritanniens udenrigsminister, 46-årige Dominic Raab, midlertidigt vikarieret på premierministerposten.