Coronavirus

Guvernører: Donald Trump opmuntrer til væbnet oprør

Præsidenten bakker op bag truende demonstranter, der vil have stater til at ophæve coronarestriktioner.

Den amerikanske præsident Donald Trump støtter nu åbent et opgør med guvernører, der har indført skrappe restriktioner i kampen mod coronasmitten, der har kostet mere end 37.000 amerikanere livet.

”Befri Minnesota”

”Befri Michigan”

”Befri Virginia”

Sådan skrev præsidenten i en række tweets fredag aften lokal tid.

Alle tre stater har tilfælles, at det er guvernører fra Det Demokratiske Parti, der har indført, at indbyggerne bør holde afstand og blive hjemme for at begrænse coronasmitte.

Det har bragt demonstranter, der mener, at reglerne ødelægger økonomien og er et overgreb på folks frihedsrettigheder, på gaden i alle tre stater.

- Minnesotas økonomi skal genåbnes hurtigst muligt. Hvis vi ikke handler hurtigt, så bliver resultatet, at vi ødelægger livsgrundlaget for tusindvis af Minnesota-borgere og deres familier, forklarer de lokale arrangører ifølge Fox News.

"Spær hende inde"

Demonstrationerne har dog også haft et tydeligt partipolitisk indhold. De har været præget af overbeviste Trump-støtter og grupper fra den yderste højrefløj, der har medbragt våben og sydstatsflag.

Ved en demonstration onsdag foran regeringsbygningen i Michigan lagde demonstranterne ikke skjul på deres afsky for statens demokratiske guvernør Gretchen Whitmer.

Ved en demonstration onsdag foran regeringsbygningen i Michigan lagde demonstranterne ikke skjul på deres afsky for statens demokratiske guvernør Gretchen Whitmer.

De bar skilte med tekster som ”Stop tyranniet” og ”Heil Whitmer” og råbte ”Lock her up” (”Spær hende inde”, red.). Kampråbet er kendt fra Donald Trumps valgmøder under præsidentvalget i 2016, hvor de var rettet mod hans modstander Hillary Clinton, skriver The Guardian.

Vil betale for kaution

Ledende Trump-støtter som for eksempel Stephen Moore, der er medlem af præsidentens coronarådgivningsgruppe, har åbenlyse tætte forbindelser til demonstranterne.

Han har offentligt forsikret utilfredse borgere, der planlagde en demonstration i staten Wisconsin, at han har kontakt til en velhavende donor, der vil betale kaution og advokatomkostninger for alle demonstranter, der skulle blive anholdt.

- Så det er gode tider, mine herrer og damer, for civil ulydighed, siger han ifølge New York Times.

Demonstration mod coronaregler i Virginia torsdag.

"Kan føre til vold"

Præsidentens politiske modstandere har skarpt kritiseret opbakningen til demonstranterne – ikke mindst fordi Trump i et af sine tweets kæder kampen mod coronarestriktionerne sammen med kampen for amerikanernes ret til at bære våben.

For eksempel skriver den demokratiske guvernør i Washington, Jay Inslee, i et svar på Twitter til Trump, at hans støtte kan føre til vold i gaderne:

- Præsidentens udmelding opmuntrer til ulovlige og farlige handlinger. Han sætter millioner af mennesker i fare for at blive syge med covid-19. Hans vanvittige skriverier og opfordringer til at ”befri” stater kan også føre til vold. Det har vi set før, skriver guvernøren.

Den demokratiske senator Chris Murphy kalder præsidentens tweets for en opfordring til væbnet oprør:

- Lad ikke dette blive noget normalt: USA's præsident opmuntrer borgere til væbnet oprør. Han sendte dette tweet, dagen efter hans tilhængere mødte op med automatiske våben ved staters regeringsbygninger. Han ved, hvad han gør, skrev Chris Murphy.

Donald Trump selv afviser, at hans tweets skulle være upassende.

Fredag sagde han, at han ”havde det vældig godt” med det, han havde skrevet. På det daglige coronapressemøde i Det Hvide Hus forsvarede han demonstranternes ret til at protestere:

- De lader til at være meget ansvarlige mennesker, sagde han.

"Fuld autoritet"

Trumps opfordring til at “befri” staterne kommer efter en uge med debat om, hvem der egentlig har magten til at ophæve coronarestiktionerne i de amerikanske stater.

Mandag sagde Trump, at han som præsident havde ”fuld autoritet” til at ophæve reglerne. Det viste sig imidlertid at være forkert, og senere blødte Trump op og udstedte ”retningslinjer” for, hvordan og hvornår guvernørerne i staterne kunne ophæve reglerne.