Coronavirus

Coronavirus gør det ekstra svært at være kasteløs i Indien

De kasteløse betragtes som "urene", og nu får de også skylden for at sprede coronasmitte.

Indien forlænger den omfattende nedlukning af landet frem til 3. maj. Det meddelte landets premierminister Narendra Modi tirsdag.

Nedlukningen af landet med 1,3 milliarder mennesker har skabt problemer for landets fattige befolkning og i særdeleshed for de lavest placerede i landets særlige kastesystem – de 15 procent af befolkningen, der betegnes som kasteløse.

Mens et omfattende udgangsforbud forhindrer mange af dem i at arbejde, så betyder deres placering i kastesystemet samtidig, at de har svært ved at få del i hjælpepakker og sundhedshjælp – eller bare at få lov til at købe ind.

- Hver gang jeg går uden for en dør, begynder folk at råbe ”corona, corona”. De har altid holdt afstand til mig, fordi jeg er kasteløs, men nu betragter de mig som selve sygdommen, siger daglejeren Sanoj Kumar til CNN.

Ligesom så mange andre fattige indere er han tvunget til arbejdsløshed i sin hjemlandsby, fordi hans arbejdsplads i en større by i nærheden lukkede som en del af corona-nedlukningen af landet.

Hvad er kastesystemet?

Det indiske kastesystem udspringer af den hinduistiske tro og opdeler groft sagt mennesker i fire kaster – præster, krigere, handlende og tjenere – samt de kasteløse, der er nederst i hierarkiet og begrænset til lavstatusjobs som rengøring og affaldssortering.

Officielt har diskrimination på grund af kaste været forbudt i Indien siden uafhængigheden, men i praksis er systemet stadig en stor del af de hinduistiske inderes dagligliv, fortæller den danske Indien-ekspert Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet:

- Det er i høj grad et levende system, der regulerer mange dele af de kasteløses liv, som for eksempel deres adgang til restauranter, til brønde og til templer. Der er mange ting, som de ikke må røre, for så opfatter andre det som ”besmittet”, forklarer han til TV 2.

Ifølge aktivisten Paul Divakar, der arbejder for de kasteløses rettigheder, betyder det, at mange fra denne laveste socialklasse bogstaveligt talt lever i udkanten af samfundet:

- Indien har 600.000 landsbyer, og næsten alle landsbyer har et lille område i udkanten af landsbyen, hvor de kasteløse kan bo. Denne bebyggelse ligger langt fra sundhedscentre, banker, skoler og andre nødvendigheder. Når sådan noget som covid-19 opstår, så når hjælpen i mange tilfælde slet ikke ud til de områder, siger han til CNN.

Fanget på en bakketop

Den kasteløse kvinde Polamma er et af ofrene for denne skarpe opdeling. Hun og hendes familie bor i en slumbebyggelse på en bakketop sammen med 57 andre kasteløse familier, der tjener til livets ophold ved at sortere affald og rense afløb.

Efter udgangsforbuddet blev indført 25. marts, var hun længe forhindret i at komme ned fra bakketoppen for at købe mad og medicin. Medlemmer af højere kaster har stoppet hende ved foden af bakken og sendt hende tilbage.

- Vi har været spærret inde her som fanger. Vi bor lige ved siden af et mejeri, men vi har ikke en dråbe mælk til vores børn. Vi bliver kaldt beskidte, og de siger, at vi spreder sygdommen, fortæller Polamma til CNN.

Først efter 14 dage, da aktivister fra de kasteløses organisation havde fået politiet til at rykke ud, fik hun lov til købe ind.

- Der er klare anti-diskriminationslove i Indien, og politiet skal tage de kasteløses sager op. Det er bare ikke altid så let at få dem til det, siger Stig Toft Madsen.

Få registrerede tilfælde

Indien har sammenlignet med andre lande registreret ganske få tilfælde af coronasmittede.

Det seneste tal fra torsdag er på 12.759 smittede, hvilket er mindre end det dobbelte af, hvad vi har registreret i Danmark (6879 tilfælde). Der kan dog være store mørketal.

I alt har Indien med 1,3 milliarder indbyggere har registreret 423 døde af covid-19, heraf blot et enkelt inden for det seneste døgn.