Coronavirus

I Rusland danser folk til techno på balkonerne, mens reglerne strammes

Billede fra den musikvideo, der har fået russerne til at optage deres egne dansetrin på balkonerne. Cream Soda

Corona-smitten sætter nye rekorder, men unge russere demonstrerer, at de ikke har mistet modet.

Nogen optræder i morgenkåbe eller nattøj, andre gør det i fornuftige frakker, enkelte har taget mundbind på, og en yngre herre fra Skt. Petersborg nøjes med et par badebukser.

Fælles for dem alle er, at de hopper og danser på betonblokkenes balkoner i Nisnij Novgorod, Krasnodar og Tjumen i Sibirien og det til tonerne af dansehittet ”Crying in Techno” fra den russiske popgruppe Cream Soda.

Den luftige tekno-dans er blevet de unge russeres pendant til sydeuropæernes balkon-arier.

Her handler det ikke om at sige tak til læger og sygeplejersker. Det gælder om tage udfordringen op, danse karantænekulleren væk og demonstrere livsmod i karantænetider.

Netop i hovedstaden Moskva, med sine 13 millioner indbyggere epidemiens russiske epicenter, er myndighederne i går begyndt at håndhæve de ugegamle skrappe karantænebestemmelser.

Russiske coronakøer

Indbyggerne er underlagt det, russerne kalder ”selvisolation” og må i princippet kun gå ud for at aflevere skraldeposen, købe ind eller lufte hunden.

Hvis man ellers vil bevæge sig rundt i byen, så skal man søge myndighederne om lov, og det skal nu dokumenteres med et digitalt pas, som enten kan downloades på mobiltelefon eller printes fra nettet.

Nu er det altså alvor, og fra morgenstunden onsdag har politikontroller forårsaget lange køer på indfaldsvejene til Moskva. Også foran mange metrostationer var der kø her til morgen med ventetider på 30 til 40 minutter, inden man kunne blive lukket ind i varmen, så ”hvis ikke man var syg i forvejen, så skulle man nok blive syg nu”, som en indbygger skrev på Twitter.

Imens fortsætter virussen med at brede sig med rekordfart. Rusland registrerede onsdag 3388 nye smittede, det er den hidtil højeste vækst i antallet af sygdomsramte. Det samlede antal smittede er ifølge de officielle tal nu oppe på 24490, hvoraf 198 er afgået ved døden.

Ikke noget at prale af

Det er ellers kun nogen uger siden, at Rusland lignede en undtagelse i en mere og mere covid-19-ramt verden.

- Der er rent faktisk ikke nogen epidemi i Rusland, forsikrede Kreml-talsmand Dmitrij Peskov den 26. marts.

I dag lyder der helt andre toner. Hen over påskedagene har russerne på tv kunne se billeder af alenlange køer af ambulancer, der ventede på at afleverede deres lungesyge patienter foran Moskvas hospitaler.

En læge fra Filatovskaja-sygehuset gjorde på tv kort og godt klart, at hospitalsvæsenet var ved at nå sine grænser:

- Vi har 1350 senge. Men vi har 1525 patienter, fortalte han.

Heller ikke præsident Vladimir Putin, som ellers har ført en noget tilbagetrukket rolle i forbindelse med bekæmpelsen af Corona-epidemien, lagde fingrene i mellem, da han i mandags mødtes med Moskvas borgmester og repræsentanter for sundhedssektoren.

- Vi har masser af problemer, og vi har ikke meget at prale af eller grund til at gøre det, og vi kan absolut ikke læne os tilbage og slappe af, lød det fra præsidenten, der konkluderede, at ”vi har endnu ikke nået epidemiens højdepunkt, heller ikke i Moskva”.

Det officielle antal smittede er i øvrigt stadig meget lavt i Rusland sammenlignet med flere europæiske lande, men som den engelsksprogede avis Moscow Times påpeger, ”så har Ruslands officielle tal vakt mistanke”, og repræsentanter for de russiske myndigheder har advaret om, at antallet af sygdomstilfælde sandsynligvis er meget højere.

Virussen har bredt sig

Smittens epicenter er som sagt stadig hovedstaden Moskva, men som dagene går, indløber der flere og flere rapporter om smittespredning i mange andre hjørner af det kæmpemæssige land.

Det russiske katastrofeministerium sendte for nogle dage siden et mobilt felthospital og 130 læger til en by i Murmansk regionen tæt på grænsen til Norge, hvor man frygtede, at hundredevis af arbejdere på en byggeplads var blevet smittet.

Byen Vjasma et par hundrede kilometer vest for Moskva er blevet spærret af fra omverdenen efter et udbrud på et plejehjem.

Også i Ufa, der ligger i det centrale Rusland, er der konstateret et større af udbrud af covid-19, denne gang på et sygehus, hvor mere end tusind mennesker nu er sat i karantæne.

Der er med andre ord ikke meget at glæde sig over i disse corona-plagede dage i Rusland. Det skulle da lige være det livsmod og den fandenivoldskhed, som bliver demonstreret i forstædernes boligblokke, hvor unge russere har besluttet sig for at danse karantænekulleren væk.