Vi skal muligvis holde afstand flere år endnu, viser nyt studie fra Harvard

Danmark er så småt ved at åbne op, men retningslinjen om at holde afstand til hinanden er langt fra et overstået kapitel.

Onsdag genåbner flere skoler i Danmark, og eleverne i de små klasser er tilbage på skolebænken.

Men de sidder med afstand og må kun lege med de børn, de er i legegruppe med. Det er et krav fra regeringen, mens coronavirussen holder det danske samfund i et stramt greb.

Men det kan ske, at eleverne skal begynde at vænne sig til den hverdag.

I hvert fald, hvis man skal tro et nyt studie fra Harvard University, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift Science.

Det viser, at det med at holde afstand kan blive en del af vores allesammens hverdag helt frem til 2022, hvis coronapandemien rammer os i flere bølger.

- At spå pandemien ovre i løbet af sommeren 2020 stemmer ikke overens med det, vi ved om spredning af infektioner, siger en af forfatterne bag undersøgelsen, professor Marc Lipsitch fra Harvard University, til The Guardian.

Dansk ekspert er enig i konklusionen

Marc Lipsitch forklarer, at infektioner spreder sig, når to ting er til stede: Smittede mennesker og modtagelige mennesker.

- Medmindre der er en langt større flokimmunitet, end vi er klar over, så er størstedelen af os stadig modtagelige, siger professor Lipsitch.

Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet, er enig i konklusionen i det nye studie.

- Det bliver helt afgørende, at vi holder en fysisk distance til hinanden, indtil der ikke længere er viruscirkulation i samfundet. Og det er ikke urealistisk, at det kan tage et par år, siger Jens Lundgren til TV 2.

Han understreger, at den bedste måde at undgå smittespredning er at holde afstand, vaske hænder og blive hjemme, hvis man er syg.

- Det er præcis det, vi har praktiseret i de sidste fire uger i Danmark, og det har virket. Derfor kan vi så småt begynde at åbne vores samfund op igen, siger Jens Lundgren.

Muligvis en realitet frem til 2025

En af forudsigelserne i det nye studie fra Harvard er, at det at holde afstand i hverdagen kan være nødvendigt - muligvis i tidsintervaller - helt frem til 2025, hvis ikke en vaccine eller effektiv behandling bliver fundet inden for det næste års tid.

En vigtig faktor for konklusionen i studiet er, om allerede smittede personer bliver immune over for coronavirussen. Det vides endnu ikke med sikkerhed.

En udfordring ved at fastslå dette er at finde en pålidelig test til at afgøre, hvem der har antistoffer mod coronavirussen – og i givet fald hvor mange antistoffer man har.

Et andet spørgsmål er, hvor lang tid man som smittet er immun over for coronavirussen.

Dybtgående konsekvenser

Forskerne bag det nye studie erkender, at det vil have ”dybtgående negative økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige konsekvenser”, hvis social distancering bliver en længerevarende kendsgerning. Det skriver CNN.

Udsigten til langvarig social distancering rejser ifølge studiet desuden en række vanskelige spørgsmål om, hvilken vejledning der fremover skal gives til højrisikogrupper, herunder ældre og mennesker med et svækket immunsystem.

Det vil formentlig være muligt at lempe reglerne om social distancering for nogle befolkningsgrupper i en størrelsesorden, så sundhedsvæsenet kan følge med, men der vil stadig være en alvorlig sundhedsrisiko for udsatte grupper, indtil en vaccine eller effektiv behandling bliver tilgængelig, lyder en af konklusionerne i studiet fra Harvard.

Forskerne håber, at deres studie kan være med til forudsige, hvordan pandemien vil udvikle sig, identificere alternative måder at bekæmpe den på og endelig anspore til yderligere overvejelser omkring, hvordan man kan få pandemien under kontrol.