Coronavirus

Turister i privatfly forsøgte at komme til Cannes trods indrejseforbud - prøvede at betale sig fra det

Inden ankomst havde det franske politi advaret turisterne på flyet om, at de ikke ville blive lukket ind i landet på grund af indrejseforbuddet.

Ferien gik ikke helt som planlagt for syv mænd mellem 40 og 50 år og tre kvinder på ”omkring 25 år”, da de landede i den franske storby Marseilles lufthavn i et privatfly fra London trods indrejseforbud i landet, skriver CNN.

Det afholdt nemlig ikke arrangøren bag turen i endnu et forsøg på at fuldende ferieplanerne.

- Jeg har en masse penge, så lad mig bare betale bøden, så vi kan komme til Cannes, sagde han til de franske myndigheder, ifølge CNN.

Kroater ville til Cannes

Turens arrangør, en kroater, havde planlagt turen for de ti passagerer. Her var planen, at de skulle hentes af tre lejede helikoptere, efter de var landet med det lejede fly i lufthavnen. Helikopterne skulle derefter flyve dem videre til deres feriedestination Cannes, hvor en villa ventede dem.

Sådan gik det imidlertid ikke, da de syv udlændinge ved ankomsten blev nægtet indrejse af det franske politi.

Som mange andre lande forbyder Frankrig indrejse, og derfor havde det lokale politi advaret turisterne inden ankomst om, at ikke alle passagerer på flyet ville blive lukket ind i landet.

Ingen bøder til turister

Kort inden flyets ankomst, landede de tre lejede helikoptere for at modtage de ti turister. I den forbindelse fik de tre helikopterpiloter en bøde for at ville flyve med passagerer uden at have et anerkendelsesværdigt formål.

Til gengæld fik hverken de ti turister eller piloten ombord på privatflyet en bøde, fordi de endnu ikke havde betrådt fransk jord juridisk set ifølge de franske myndigheder.

Det endte med, at ni af passagererne fløj retur til London. Den tiende passager, en ukrainer, besluttede sig for at leje et fly til Berlin i stedet for.

Indrejseforbuddet i Frankrig er en del af landets plan for at mindske smitten med coronavirus. Derudover er landet under national nedlukning frem til 11. maj.

Antallet af smittede med coronavirus i Frankrig ligger nu på 137.000 ifølge John Hopkins University, og knap 15.000 er døde i landet med sygdommen covid-19.