Kun en vaccine kan stoppe spredningen af covid-19 fuldt ud, siger WHO
Coronavirus har indtil videre vist sig at være ti gange så dødelig som svineinfluenza ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Der er kun en måde at stoppe spredningen af covid-19 på, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde mandag.
- For at stoppe spredningen af covid-19, er det nødvendigt med en sikker og effektiv vaccine, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Vores globale forbundethed betyder, at risikoen for en tilbagevenden og genopblussen af covid-19 vil vare ved, pĂĄpeger han.
Allerede nu oplever op til flere befolkningsgrupper rundt om i verden ikke at have adgang til væsentlige sundhedsydelser.
Derfor bliver de forskellige lande nødt til at afbalancere foranstaltninger og afbøde dødeligheden forårsaget af covid-19.
Ligeledes skal andre sygdomme håndteres samt de sociale økonomiske konsekvenser, som virussen fører med sig.
Mere dødelig end svineinfluenza
Som det er nu, har coronavirus vist sig at være langt mere dødelig end svineinfluenza – også kaldet H1N1, der i 2009 udløste en global pandemi, lyder det fra generalsekretæren.
- Vi ved, at covid-19 spreder sig hurtigt, og vi ved, at den er ti gange så dødelig som influenzapandemien i 2009, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Virussen udvikler sig langt hurtigere, end den afvikler sig selv igen, og derfor skal der flere kontrolforanstaltninger til, siger han.
Mulig vaccine til september
Der kan gå mellem 12 og 18 måneder, før en sikker og effektiv vaccine kan være klar ifølge flere eksperter.
Men hvis "alt går perfekt", kan der allerede være udsigt til en vaccine i efteråret, lød det i weekenden fra Sarah Gilbert, der er professor i vaccinologi ved Oxford Universitet i Storbritannien til The Times.
Hun leder et af verdens mest avancerede forskerhold, der lige nu er i gang med at udvikle en vaccine mod coronavirus.
På verdensplan er der registreret over 115.000 dødsfald relateret til coronavirus, siden virussen brød ud for første gang i slutningen af 2019.