Coronavirus

Etniske minoriteter rammes hårdere af coronavirus, viser nye tal

Engelsk professor mener, at der kan være flere årsager til, at blandt andre sorte og asiatere rammes hårdere.

Vi har gentagne gange hørt, at kronisk syge og ældre er i risikogruppen for at blive alvorligt syge af covid-19.

Nu tyder nye tal på, at etniske minoriteter også rammes uforholdsmæssig hårdt, hvis de bliver smittet med coronavirus.

En undersøgelse fra Intensive Care National Audit and Research Centre viser, at 34 procent af de alvorligt syge på Storbritanniens intensivafdelinger er sorte, asiater eller en anden etnisk minoritet - selvom kun 19,5 procent af befolkningen i England og Wales tilhører en etnisk minoritetsgruppe.

Undersøgelsen er baseret på 3300 patienter på intensivafdelinger i England, Wales og Nordirland.

Det skriver BBC.

Samme tendens i USA

I Chicago i USA viser en opgørelse, at 70 procent af de coronasmittede er sorte, selvom de kun udgør en tredjedel af byens befolkning.

Samme tendens gælder for andre storbyer som New York, Detroit og New Orleans.

- Mange mennesker har udtrykt bekymring omkring det her emne på baggrund af rygter, men nu tyder den her undersøgelse altså på, at et større antal af sorte og etniske minoriteter indlægges på intensivafdelingerne, siger professor Kamlesh Khunti fra University of Leicester i England.

Han understreger, at de nye tal kun er første skridt på vej mod at forstå, hvorfor det forholder sig sådan. Flere analyser og undersøgelser skal give det endelige svar, mener professor Khunti.

Der kan være flere årsager til, at netop disse grupper rammes uforholdsmæssigt hårdt.

De ti hårdest ramte områder i Storbritannien befinder sig i eller omkring hovedstaden London, hvor omkring 40 procent af indbyggerne har en anden etnisk baggrund.

Bydelen Brent, hvor over halvdelen af befolkningen tilhører en etnisk minoritetsgruppe, har 250 tilfælde per 100.000 indbygger.

Kæmper i frontlinjen

Professor Khunti peger på, at disse personer som oftest kommer fra en lavere socioøkonomisk baggrund, har jobfunktioner, hvor de er i fysisk kontakt med andre, og endelig kan tro og kulturelle forskelle også betyde, at de er mere udsatte.

En anden årsag til, at sorte og andre etniske minoriteter kan være mere udsat, er, at de befinder sig i frontlinjen i kampen mod virussen.

En ud af fem ansatte i det engelske sundhedsvæsen NHS har en anden etnisk baggrund. Flere af disse har mistet livet som følge coronavirussen.

Statens Serum Institut i Danmark har ikke nogen opgørelse over folks etniske baggrund, når det kommer til antal smittede og døde med coronavirus, oplyser de i en mail til TV 2.