Coronavirus

Kun to døde med coronavirus i New Zealand: - Vores plan virker

Kun to personer med covid-19 er døde i New Zealand, og smittetallet er lavt i forhold til andre lande. Eksperter peger på, at landet har to fordele.

New Zealand ser ud til at have knækket koden med hensyn til at bekæmpe coronavirussen.

Jacinda har haft en beslutsom og utvetydig tilgang til den her trussel

Professor Michael Baker om New Zealands premierminister, Jacinda Ardern

Torsdag registrerede landet blot 29 nye smittetilfælde. Det er dermed fjerde dag i træk, at antallet af nye smittetilfælde falder.

Det skriver CNN.

- Vores plan virker, sagde premierminister Jacinda Ardern i en tale torsdag.

For to uger siden besluttede New Zealands regering at lukke landet totalt ned i en måned, og newzealænderne fik udgangsforbud. De må udelukkende forlade deres bolig, hvis de har en samfundsvigtig jobfunktion, for at handle eller for at motionere tæt på hjemmet.

Derudover har der været retningslinjer om at holde to meters afstand fra hinanden og kun at omgås familie.

Det samlede antal bekræftede smittede i New Zealand er 1283, mens kun to personer med coronasmitte er døde. Landet har lige under fem millioner indbyggere.

To fordele

I kampen for at begrænse coronavirussen har New Zealand ifølge eksperter haft to fordele: tid og geografi.

New Zealand registrerede sit første smittetilfælde 28. februar - over en måned efter første tilfælde i eksempelvis USA.

- Jeg tror, vi har haft lidt mere tid til at tænke over det, og vi kunne lære af erfaringerne fra Kina, siger Michael Baker til CNN, der er professor ved Otago University i New Zealand og har rådgivet regeringen om retningslinjerne i forbindelse med bekæmpelsen af virussen.

New Zealands første tilfælde var dog kun én dag senere end for eksempel Danmarks første, men landet har også geografien med sig.

New Zealand er en østat og derfor naturligt isoleret fra andre lande, hvilket kan begrænse smitten. Det hjælpes også på vej af, at New Zealand har færre flyafgange end andre lande, lyder det.

Især unge har været smittet

Når det kommer til det lave dødstal, peger eksperterne på, at en stor del af de smittede - i modsætning til andre lande - har været unge og derfor ikke i risikogruppen.

Personer i aldersgruppen 20-29 år udgør omkring 25 procent af de 1283 bekræftede smittetilfælde i landet, imens aldersgruppen 30-39 år udgør 15 procent af alle smittede, skriver CNN.

Årsagen bag, at de unge udgør en fjerdedel af landets smittetilfælde, er, at de rejser mere, lyder det.

Da Jacinda Ardern meddelte, at landets grænser blev lukket, vendte mange unge rejsende hjem. Det er blevet opgjort, at 40 procent af alle smittede i New Zealand er hjemvendt fra en rejse i udlandet.

Ærlig og afslappet

Ifølge Washington Post har premierminister Jacinda Ardern og hendes corona-taskforce en stor del af æren for den vellykkede strategi i New Zealand.

Ardern har været meget åben og direkte i sin kommunikation. Og så har hun været i øjenhøjde med borgerne.

Hun har for eksempel givet en række statusopdateringer på Facebook Live, hvor hun sidder hjemme på sengen iført en afslappet sweatshirt.

- Jacinda har haft en beslutsom og utvetydig tilgang til den her trussel, siger professor Michael Baker til Washington Post.

Mens andre land – inklusive Danmark – så småt er begyndt at snakke om at åbne samfundet op igen, har premierminister Ardern ingen planer om at genåbne New Zealand foreløbigt.

Landet er fortsat lukket ned de næste to uger, og premierministeren har luftet muligheden for at forlænge nedlukningen.

- Hvis vi åbner op for tidligt, kommer det til at give bagslag, advarede Jacinda Ardern torsdag, hvor tiltagene faktisk blev strammet yderligere.

Alle newzealandere, som ankommer til landet, vil nu blive sat i to ugers karantæne i en anvist bolig fremfor at skulle i karantæne derhjemme.

Forventer økonomisk chok

Selvom virussen ikke har ramt New Zealand hårdt, når det kommer til menneskeliv, går landets økonomi ikke fri for store konsekvenser. Det er stadig uklart, hvad landets hårde tiltag - sammenlignet med andres - vil få af betydning.

Landets finansminister har tidligere på måneden advaret nationen om, at de har udsigt til et økonomisk chok, der er ”marginalt større” end finanskrisen i 2008 med antal arbejdsløse i samme størrelsesorden, som da krisen lå på sit højeste, skriver The Guardian.

- BNP kommer til at tage et betydeligt dyk, og arbejdsløsheden vil også stige, sagde finansminister Grant Robertson i New Zealand i forbindelse med regeringens tiltag mod covid-19.

Finansministeriet forventer, at arbejdsløsheden i landet vil ende med at ligge et sted mellem fem og "et tocifret procenttal". Dog er den melding på baggrund af ufærdige prognoser.

New Zealands arbejdsløshed er lige nu fire procent.