Coronavirus

Døde begraves i massegrave i New York i langt højere tempo

Midt i mørket er der også en smule lys i New York, hvor antallet af nye indlæggelser på hospitalerne er begyndt at falde.

I USA er over 1900 coronasmittede personer døde i løbet af de seneste 24 timer.

Værst ramt er staten New York, hvor 799 smittede mennesker det seneste døgn er registreret døde. Det er det højeste antal til dato.

Og det er en udfordring at finde gravsteder til de mange døde.

Derfor bliver de coronasmittede, som ikke har pårørende, nu begravet i massegrave på øen Hart Island i Bronx.

Kan ikke følge med dødsraten

Siden 1800-tallet er øen blevet brugt til at begrave de afdøde, som ikke har haft nogen familie, eller hvis familie ikke har haft råd til en begravelse.

Normalt begraver de 25 om ugen på Hart Island, men efter udbruddet af coronavirus begraver de nu 24 om dagen - fem dage om ugen.

Man har været nødt til at ændre proceduren angående afdøde uden pårørende, fordi man ikke kan følge med den høje dødsrate i New York. Det fortæller TV 2s reporter i New York, Celina Liv Danielsen.

- Tidligere opbevarede man et lig på sygehuset i 14 dage, hvis der ikke var nogen pårørende, der henvendte sig. Det har man nu ændret til seks dage, og så bliver de begravet på Hart Island.

Celina Liv Danielsen fortæller, at de afdøde uden pårørende hovedsageligt er ældre eller hjemløse, der ikke har familie eller venner.

- Man skriver deres navn på kisten og kortlægger, hvor de er begravet. Hvis pårørende eller bekendte senere skulle henvende sig, graver man kisten op igen, så de kan få den begravelse, de pårørende ønsker, fortæller Celina Liv Danielsen.

Lys i mørket

Midt i mørket er der også en smule lys i New York, hvor antallet af nye indlæggelser på hospitalerne er begyndt at falde.

Det seneste døgn er 200 personer blevet indlagt. Det er det laveste i tre uger.

Torsdag meddelte Anthony Fauci, direktøren for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA og en af præsident Donald Trumps rådgivere under coronakrisen, at de mange tiltag, som er sat i værk på både føderalt og lokalt niveau, er begyndt at vise resultater.

- Det, vi gør, virker, sagde Fauci ifølge nyhedsbureauet dpa.

- I forhold til dødsfald er det en dårlig uge. Faktisk ser hver dag ud til at slå rekord i forhold til dagen inden. Men samtidig med vi ser en stigning i antallet af døde, ser vi et ret dramatisk fald i antallet af indlæggelser.

I alt har flere end 16.000 coronasmittede personer i USA nu mistet livet.