Tidligere smittetilfælde tester positiv på ny i Sydkorea
Årsagen skyldes muligvis en genaktivering af virussen i cellerne, siger sundhedsmyndighederne i Sydkorea.
I Sydkorea er 51 personer testet positiv for covid-19. For anden gang.
De blev erklæret raske efter at have været i karantæne, men nu er de syge igen.
Årsagen til, at patienterne nu er positive for anden gang, er - ifølge landets sundhedsmyndigheder - muligvis en genaktivering af virussen i cellerne, skriver det statslige nyhedsbureau i Sydkorea Yonhap.
En gruppe forskere er nu blevet sendt til området omkring Daegu og Gyeongsang-provinsen, hvor patienterne kommer fra, for at gennemføre en epidemiologisk undersøgelse af tilfældene.
Ikke tale om smitte på ny
Når først en person har været smittet med coronavirus, og er blevet erklæret rask, er tesen, at vedkommende vil være immun over for virussen over en længere periode derefter.
- Virussen er højst sandsynligt blevet genaktiveret, snarere end at patienterne er blevet smittet på ny, siger generaldirektøren for de sydkoreanske sundhedsmyndigheder, Jeong Eun-kyeong.
Det er sagt på baggrund af, at patienterne testede positive igen, relativt kort tid efter de kom ud af karantænen.
De 51 personer, der allerede er testet positiv en gang, var i karantæne under hele det første sygdomsforløb.
Virusniveauet kan variere
En anden sundhedsekspert i Sydkorea bakker op omkring samme vurdering.
- Der er et mønster i, at virusniveauet falder og stiger igen. En undersøgelse burde kunne vise, om niveauet var lavt nok til at teste negativ, siger Jegal Dong-wook, der er ekspert i infektionssygdomme ved Catholic University of Korea.
Antagelsen er, at virussen er i stand til at forblive skjult i cellerne uden at være aktiv, for så at angribe åndedrætsorganerne, hvis den på ny bliver aktiveret.
I Sydkorea er en person, der er testet positiv for covid-19, først erklæret fuldstændig rask efter at være testet negativ to gange med 24 timers mellemrum.
Landet har for første gang siden 29. februar kunnet konstatere mindre end 50 nye smittetilfælde om dagen.
I Sydkorea er 10.331 testet positiv for covid-19, og 192 er erklæret døde som følge af sygdommen ifølge John Hopkins Universitys opgørelser.