Udland

Boris Johnson er fortsat på intensiv - bliver behandlet med ilt

Den 55-årige premierminister har været indlagt siden søndag for at blive behandlet mod coronavirus.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er blevet indlagt på intensivafdeling for behandling af coronavirus.

Det er udmeldingen fra Downing Street ifølge BBC.

Boris Johnson har bedt udenrigsminister Dominic Raab om at være hans stedfortræder.

Nyhedsbureauet Reuters skrev mandag, at premierministerens tilstand blevet værre henover eftermiddagen.

Fortsat på intensiv

Tirsdag er meldingen, at Boris Johnson fortsat er indlagt på intensiv.

- Han er ikke i respirator, men han har fået ilt, siger medlem af det britiske ministerkabinet Michael Gove til BBC.

Michael Gove fortæller, at Johnson modtager ’den bedst mulige behandling’ på St. Thomas Hospital i London.

Indlagt siden søndag

Den 55-årige premierminister har været indlagt siden søndag for at blive behandlet mod coronavirus.

27. marts skrev han på sin Twitter-profil, at han var testet positiv for coronavirus.

- I løbet af det sidste døgn har jeg udviklet milde symptomer og er testet positiv for coronavirus. Jeg er nu selv-isoleret, men jeg vil fortsætte med at lede regeringens svar via videokonference mens vi kæmper mod denne virus. Sammen vil vi slå dette, skrev Boris Johnson i et tweet.

Fredag meddelte han, at han fortsat havde høj feber.

Forlovede er i bedring

I løbet af denne uge fik Boris Johnsons gravide forlovede, den 32-årige Carrie Symonds, også symptomer på sygdommen og har været sengeliggende. Det skrev The Guardian.

Lørdag tweetede hun dog, at hun havde fået det bedre.