Coronavirus

Svenske coronadødstal kan være højere

Officielt er 373 svenskere døde med corona.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at dødstallet i Sverige kunne være dobbelt så højt som antaget. Det var en fejl i svenske medier. Dødstallet kan være højere, men sandsynligvis kun i tierne.

Antallet af svenskere, der er døde med coronavirus, kan være højere end hidtil antaget.

Det viser nye og reviderede tal fra de svenske sundhedsmyndigheder, skriver nyhedsbureauet TT.

Årsagen er, at der har været et vist efterslæb i de svenske offentliggørelser. Det betyder, at myndighederne ikke har fuldt overblik over antallet af coronadøde i landet.

- Nu arbejder vi mere systematisk

Statsepidemiolog Anders Tegnell, der står i spidsen for Sveriges kamp mod det frygtede virus, mener ikke at efterslæbet er så omfattende.

- Nu arbejder vi mere systematisk med det. Så bliver efterslæbet også mindre, siger han til Aftonbladet og peger på, at mørketallet ligger et sted i tierne.

De svenske dødstal fremlægges dagligt af Folkhälsomyndigheten, der er det svenske svar på Sundhedsstyrelsen.

Der har været stor diskussion om Anders Tegnells og den svenske strategi mod coronavirussen. I Sverige har man således fastholdt en stor åbenhed i samfundet sammenlignet med resten af Europa, hvor man i stor stil har lukket ned for at hindre smittespredning.

Anders Tegnell advarer dog om, at det kan være svært at sammenligne dødstal på tværs af lande. Det kan skyldes, at der er forskellige måder at opgøre tallene på.

Ifølge den internationale statistik havde Sverige lørdag 37 døde per en million indbyggere. De tilsvarende tal for henholdsvis Danmark, Norge og Finland er 28, 11 og 5.