Coronavirus

Boris Johnson er blevet indlagt med covid-19

Boris Johnson står trods sin indlæggelse stadig i spidsen for regeringen.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, der for ti dage siden blev konstateret smittet med coronavirus, er nu blevet indlagt på hospitalet.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Boris Johnsons embedsbolig på Downing Street i London.

- Efter råd fra hans læge er premierministeren her til aften blevet indlagt på hospitalet for at få taget prøver, lyder det.

Ifølge BBC ventes det, at Boris Johnson bliver på hospitalet indtil mandag.

Indlæggelsen sker som en sikkerhedsforanstaltning, efter Johnsons symptomer har været vedvarende.

Ifølge TV 2s korrespondent Divya Das havde premierministeren søndag fortsat feber.

Leder stadig landet

Af pressemeddelelsen fremgår det, at den konservative britiske premierminister er blevet indlagt på sygehuset efter råd fra sin læge. Her skal han igennem en række undersøgelser.

Den britiske boligminister, Robert Jenrick, bekræfter mandag morgen, at Boris Johnson har tilbragt natten på hospitalet.

Robert Jenrick siger ved samme lejlighed, at Boris Johnson trods sin indlæggelse stadig står i spidsen for regeringen.

Høj feber

Den 27. marts oplyste Boris Johnson på Twitter, at han er smittet med coronavirus.

- I løbet af det sidste døgn har jeg udviklet milde symptomer og er testet positiv for coronavirus. Jeg er nu selv-isoleret, men jeg vil fortsætte med at lede regeringens svar via videokonference mens vi kæmper mod denne virus. Sammen vil vi slå dette, skrev Boris Johnson i et tweet.

Fredag meddelte han, at han fortsat havde høj feber.

I løbet af denne uge fik Boris Johnsons gravide forlovede, den 32-årige Carrie Symonds, også symptomer på sygdommen og har været sengeliggende. Det skrev The Guardian.

Lørdag tweetede hun dog, at hun havde fået det bedre.

Udenrigsminister for bordenden

TV 2's korrespondent Divya Das siger, at det rent praktisk betyder, at udenrigsminister Dominic Raab sidder ved bordenden ved de møder i den britiske regering, hvor Boris Johnson ikke kan deltage.

- Man understreger, at det ikke er en akut indlæggelse, siger Divya Das.

Boris Johnson blev ikke kørt på hospitalet med ambulance, fortæller hun. Briterne har reageret med ønsker om god bedring.

- Folk fra alle spektre af det politiske liv udtrykker medfølelse og ønsker ham god bedring, siger Divya Das.