Verdens øjne hviler på Italiens genåbning - politikere foreslår 'pas' til raske

Politikere foreslår, at ikke-smittede italienere kan gå ud, hvis de får et bevis på, at de er raske.

Den seneste tids faldende antal indlæggelser i Italien har allerede fået håbet om, at det værste er forbi, til at spire.

Men det har samtidig også rejst spørgsmålet om, hvordan og hvornår landet kan åbne uden at sætte en ny smittebølge i gang, fortæller TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

- De seneste tre dage, har der været talt om, hvordan det skal foregå. Myndighederne er under pres, fordi folk gerne vil vide noget, siger hun.

Udgang med smittefri-pas

Ifølge korrespondenten har der blandt andet været snak om, at det bliver de unge, der kommer ud først, og at folk skal bære masker. Men der er også politikere, der taler om at lave et personligt bevis på, at man er rask og dermed kan få lov til at gå ud.

Blandt andre har den konservative præsident i Veneto-region foreslået en særlig 'licens' for italienere med antistoffet mod covid-19 - forslaget er dog indtil videre forud for videnskaben, da det endnu ikke bevist, om antistofferne gør en immun.

Imens har den tidligere premiereminister Matteo Renzi talt om et 'covid-pas' for dem, der ikke er smittet.

Ifølge New York Times er meldingen fra premierminister Giuseppe Conte, at regeringen i samarbejde med videnskabsfolk er ved at at finde en måde, de kan sende raske tilbage på arbejdsmarkedet.

Alles øjne hviler på Italien

Hvert skridt i kampen mod covid-19 bliver dog nøje overvejet, da myndighederne godt er klar over, at Italien har en særlig rolle i pandemien.

Ligesom Italien var det første europæiske land til at lukke ned på grund af covid-19, kan det potentielt også blive det første, der skal åbne. Alt imens er alles øjne rettet mod landet, der er længere fremme på smittekurven end resten af Europa.

- De er meget bevidste om det og ved godt, at de har et kæmpe ansvar. Italien skal på en måde vise vejen frem, siger Eva Ravnbøl.

Isolationen kan være nytteløs

Beskeden er dog fortsat, at det er for tidligt at åbne landet, og når det sker, kommer det til at foregå meget gradvist og langsomt.

Indtid videre holder de italienske myndighederne ved hjælp af teledata øje med, at indbyggerne bliver hjemme. Efter snakken om en mulig genåbning er aktiviteten udenfor hjemmet dog steget, fortæller korrespondenten.

- Så vi har fået en ekstra skideballe om at blive hjemme, og at det er for tidligt at begynde at give slip. Ellers kan de seneste ugers isolation ende med at være nytteløse, siger hun.

Selvom der nogle gange kan komme en stemning af, at det aldrig får en ende, oplever Eva Ravnbøl fortsat, at det er troen på, at de nok skal komme igennem, der fylder mest.

Der er 3994 patienter indlagt på intensivafdelinger rundt om i Italien, lyder status lørdag. Dagen inden var antallet 4068. Italien har registreret 681 dødsfald blandt coronapatienter i det seneste døgn. I alt er 15.362 døde, siden udbruddet begyndte bredte sig i Italien i februar.