Ungarn sætter EU skakmat

16x9
Ungarns premierminister, Viktor Orbán. Foto: Bernadett Szabo / Ritzau Scanpix

BLOG: Ungarns Viktor Orban suspenderer demokrati og retsstat – og kaster EU ud i en eksistenskrise, der aldrig er set før.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har sat både EU’s topledelse og de konservative i Danmark skakmat med sin nyeste reform, der sætter væsentlige dele af demokratiet i landet på pause.

En ledende europæisk politiker forlanger, at Ungarn smides ud af EU. Samtidig opfordrer 13 konservative partier i Europa deres medlemmer i Europa-Parlamentet til at ekskludere Orbáns parti, Fidesz, fra parlamentets konservative og kristeligt-demokratiske gruppe EPP.

Det er en eksistenskrise, som aldrig før er set i EU. Ingen har før krævet, at et land smides ud. Og der findes heller ingen paragraf i EU-traktaten, der gør det muligt.

Men spørgsmålet skaber en konflikt, som EU ikke kan komme udenom.

Fordømmelser

Årsagen er de reformer, som Orbán først på ugen fik vedtaget i det ungarske parlament i forbindelse med coronakrisen. Her fik regeringen lov til at regere per dekret, altså regere uden at spørge parlamentet.

Tilladelsen er uden udløbsdato. Så der er frit slag til at regere som et diktatur. Desuden kan der ikke udskrives valg, så længe ordningen står ved magt. Der er desuden indgreb mod pressen, som kan give fem års fængsel for at udbrede fake news.

Fordømmelserne strømmede ind: Først forlangte Italiens tidligere premierminister Matteo Renzi, at Ungarn bliver smidt ud af EU.

Så krævede én af topfolkene i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, at EU-Kommissionen anlægger sag mod Ungarn.

Og kravene til det konservative EPP om at udstøde Fidesz kom fra konservative spidser i Europa såsom Finlands tidligere minister Alexander Stubb og Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis. Her er også Søren Pape Poulsen fra de danske konservative med.

Danmark med i kritik

Men allermest alvorligt så det ud, da 13 statsministre i EU, herunder Danmark, udsendte en erklæring – den hidtil skrappeste over for et medlemsland. Det hed, at de 13 lande er "dybt bekymrede" over risikoen for brud på grundlæggende principper om retsstat, demokrati og menneskerettigheder.

Først så det ud til, at det var vesteuropæerne, der rottede sig sammen mod Ungarn. Men så kom de tre baltiske lande med. Så der er bred opbakning til kritikken.

Men Viktor Orbán har før kæmpet sig ud af en vanskelig sag. Det gjorde han igen her.

Han meddelte torsdag aften, at han var helt enig i erklæringen. Ungarn var lige så bekymret for demokratiet som alle andre.

Den principielle erklæring fra statsministrene forsømte at nævne, at den var rettet mod Ungarn. Så regeringen i Budapest erklærede sig bare enig i principperne.

Dermed er de kræfter i EU, der søger at tale Ungarn til rette, sat skakmat.

Stemmeret i EU pĂĄ spil

Men også de mere barske magtmidler, som EU har til rådighed, er svære at få i brug.

For det første lovede EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, tirsdag at overvåge den nye lovgivning i Ungarn. Men hun har ikke fulgt de råd, hun har fået om at bruge den særlige paragraf i EU-traktaten, artikel 7, over for Ungarn. Den gør det muligt at fratage et land stemmeretten i EU.

Det vĂĄben lod hun ligge.

Tilmed fik von der Leyen straks svar fra Budapest. Regeringen meddelte, at dens beføjelser kun tager sigte på at bekæmpe coronavirussen. Så hvis ikke kommissionen går mere håndfast til værks, møder den en lukket dør i Budapest.

For det næste står Fidesz stærkere i EPP, end man skulle tro, når man ser de skrappe erklæringer fra de mange konservative topledere og herunder også danske Søren Pape Poulsen.

Udsmidning hos de konservative?

Ganske vist er formanden for EPP, Donald Tusk, gået lige til grænsen.

Polakken Donald Tusk var indtil sidste år formand for EU’s ministerråd og er en skarp kritiker af Ungarn. Han sagde netop onsdag, at man måtte overveje at ekskludere Fidesz og blev altså støttet af den omtalte erklæring fra de mange konservative partiformænd.

Men der mangler én vigtig underskrift under erklæringen, nemlig Tysklands kansler, Angela Merkels. Så truslerne fra Donald Tusk blev mødt med et modangreb, idet ungarerne beskylder Tusk for at splitte partiet.

Så længe Merkel ikke har bestemt sig, ser ungarerne ud til at være fredet.

StĂĄr der 1-0?

Det, alle nu venter på, er de kommende forhandlinger om EU’s budget for de næste syv år. Det skal træde i kraft fra nytår.

Her er der stærke kræfter i Vesteuropa, der kan lukke for pengestrømmen til lande, der ikke overholder reglerne. Det bliver næste runde i kampen med Ungarns premierminister.

Men den kamp kommer senere. Foreløbigt konkluderer det amerikanske analysebureau Politico, at stillingen mellem Ungarn og EU-diplomatiet, set udefra, står 1-0.