Over 1800 døde i New York City – bedemændene har svært ved at følge med

Næsten 12.000 er indlagt med covid-19 på hospitaler i New York City. Redningspersonalet er tvunget til at prioritere benhårdt.

Millionbyen New York City er blevet udråbt som epicenter for USA’s coronaepidemi. Antallet af dødsfald stiger med en fart, hvor bedemænd og krematorier ikke længere kan følge med.

De leder nu efter steder uden for byen, hvor de kan opbevare de døde, indtil de har tid til at begrave dem.

Det er en hidtil uset situation, siger Kendal Lindsay, der er direktør i en lokal bedemandsforretning.

- 11. september var slemt. Det var virkelig slemt. Men det var ikke som det her. De seneste to dage har været fuldstændigt sindssyge. Hvis nogen henvendte sig på en almindelig onsdag, så kunne jeg nok lægge begravelsen næste tirsdag. Hvis de henvendte sig til os i går, ville det ikke blive før 15. april, siger hun til Reuters.

New York City har registreret godt 11.700 hospitalsindlæggelser og 1867 dødsfald blandt smittede med covid-19.

Tvunget til at prioritere

For redningspersonalet i byen hersker der "krigslignende tilstande", siger Michael Greco, der er vicedirektør for ambulanceredderne under New York Citys brandvæsen.

Han fortæller, at redderne må prioritere benhårdt, hvem der kommer med på hospitalet, og hvem der ikke gør.

- Vi har alle aflagt løfte om at gøre alt, hvad vi kan, for at redde et liv. Og nu tager vi beslutninger, som vi aldrig er blevet trænet i at håndtere mentalt, siger Michael Greco til CNN.

Der bor cirka 8,5 millioner mennesker i New York City, der er USA’s folkerigeste by. Her er der godt 56.000 bekræftede smittede med coronavirus ifølge byens hjemmeside.

I delstaten New York er der lige over 100.000 bekræftede tilfælde og 2935 dødsfald. Det viser CNN’s opgørelse på baggrund af data fra Johns Hopkins University.

Mangel på respiratorer

Det store antal smittede har ført til mangel på respiratorer og værnemidler. Den mangel vil guvernør Andrew Cuomo forsøge at dække med overskydende medicinsk udstyr fra privathospitaler og virksomheder.

- Hvis de vil sagsøge mig for at låne deres overflødige respiratorer for at redde liv, så lad dem sagsøge mig, siger han ifølge AP.

USA er det land i verden, der har flest bekræftede smittetilfælde med 278.000 tilfælde. Hvis delstaten New York var et land, ville det lørdag ligge nummer fire på listen kun overgået af det resterende USA, Italien og Spanien.

Præsident Donald Trump lovede på et pressemøde fredag, at amerikanere uden sundhedsforsikring vil få dækket regningen af regeringen, hvis de bliver ramt af covid-19.

- I dag kan jeg stolt meddele, at hospitaler og sundhedspersonale, der behandler uforsikrede coronapatienter, vil blive godtgjort at regeringen, sagde han.

Omkring 7100 personer med covid-19 er døde i USA.