Udland

Dokument med retningslinjer skaber furore i Spanien: Begrænset respirator-hjælp til ældre corona-patienter

To ældre mennesker med mundbind ankommer til et hospital i Spanien. Luis Tejido / Ritzau Scanpix

Pres på spanske hospitaler har fået sundhedsmyndighederne i Catalonien til at udkomme med en opsigtsvækkende anbefaling.

Et dokument, som flere spanske medier er kommet i besiddelse af, har vakt stærk offentlig kritik og debat.

Ikke desto mindre har både sundhedsministeren og flere faglige lægeorganisationer bekræftet, at man arbejder efter dokumentets kriterier.

Men.

Man siger samtidig, at udlægningen i pressen er forkert, fortolket og forenklet.

Af dokumentet, der er på 11 sider, fremgår det, at der findes en række generelle anbefalinger til sundhedspersonalet i Catalonien under corona-krisen.

Særligt behandlingen af ældre mennesker har fået spanierne til at løfte øjenbrynene.

Det fremgår, at komplikationer eller simpelthen alderen kan have betydning for, hvilken behandling man får.

Sundhedsmyndighedernes dokument.

Blandt andet står der, at man bør undgå at indlægge personer på over 80 år med corona-virus og et forudgående sygeforløb. Det skriver det store spanske dagblad La Vanguardia.

På tilsvarende vis skal alder og forventet succes med at behandle patienten eksempelvis i respirator også indgå i lægens overvejelser, inden det anvendes. Derimod skal yngre patienter altid have behandling med ilt som førsteprioritet.

I dokumentet hedder det således: ” … den terapeutiske intensitet bestemmes i henhold til objektive kriterier for egnethed og forventninger til forløbet".

Blandt kriterierne er altså alder.

Mangel på respiratorer

Problemerne har under coronakrisen tårnet sig op for det spanske sundhedsvæsen. Den voldsomme smittespredning i Spanien - særligt i Madrid, Baskerlandet og Catalonien - med flere end 119.000 tilfælde af corona-smittede, har ramt sygehusenes intensivafdelinger som en tsunami. Og manglen på intensive-sengepladser og remedier har vist sig akut.

Dødstallet har rundet 11.000, og Spanien er nu er det land med næstflest dødsfald. Kun overgået af Italien.

Forleden fortalte den spanske regering, at intensiv-afdelingerne havde flere end 6000 indlagte med coronavirus. Det tal skal ses i forholdt til de i alt 4400 intensive sengepladser, Spanien rådede over før coronakrisen. Siden er der dog skabt en række ekstra pladser blandt andet ved hjælp af felthospitaler. Presset er så voldsomt under pandemien, at der bliver talt om ”dødsfald, der potentielt ikke behøvede at ske”.

Et af problemerne er, at langt fra alle sengepladserne på intensivafdelingerne råder over respiratorer eller tilsvarende. Derfor hedder det også i dokumentet, som er sendt til sundhedspersonalet på intensivafdelingerne i Catalonien, at man skal prioritere ressourcerne til ”de patienter, som har mest gavn af dem, i forhold til år de kan leve”.

Og selv om det er i regionerne omkring Barcelona, at sagen er kommet frem, så gælder der samme retningslinjer i hele Spanien, skriver avisen 20minutos.

Avisen forklarer videre, hvordan det i dokumentet konkret beskrives, at man anbefaler, at patienter ældre end 80 år, behandles med oxygenterapi (får ilt, red.) i 15 minutter, og hvis ikke det hjælper på optagelsen af ilt i blodet, skal man skride til lindrende behandling med morfin.

Sundhedsminister afviser

Den catalanske regionsregerings sundhedsminister, Alba Vergés har dog på et pressemøde præciseret, at dokumentet udelukkende er anvisninger, og at det altid er en konkret klinisk vurdering fra lægens side, der vil afgøre, hvilken behandling en patient tilbydes.

Og den catalanske sundhedsminister, slår også fast, at proceduren beskrevet i dokumentet ikke kun gælder i denne situation, men er hel almindelig praksis.

- Der er masser af læger og klinikker og videnskabelige selskaber, som har været ude at forklare, at denne praksis er almindelig. Og at man skal gøre, hvad der er bedst for den enkelte person. Mange gange vil den terapeutiske intensitet ikke være lig med, hvad der er bedst for patienten, siger Alba Vergés til El Pais.

Og hun bakkes op af direktøren for SEM (særlig akut-enhed under den catalanske sundhedsstyrelse, red.), der forklarer, at man arbejder med præcis de samme kriterier som altid, og at det er patientens samlede situation, man vurderer ud fra, ikke kun alder.

Som altid – også før pandemien – er det kliniske kriterier vi bruger, lyder det fra direktøren fra SEM, som i samme åndedrag slår fast:

- Vi bestemmer ikke over liv og død. Vi beslutter kun, hvem der vil have gavn af en bestemt behandling, lyder det ifølge lægeligdirektør i SEM, Xavier Jiméz i El País.

Kritik fra fagforeninger

Men den store spanske fagforening UGT er imod indholdet i dokumentet.

I et brev til den catalanske sundhedsminister, har fagforeningen påpeget, at sundhedspersonalet ikke vil stå på mål for beslutninger om liv eller død.

- Især ikke, når vi står i en situation, der kunne være forudset, og hvis alvorlighed, der har været flere indikatorer på, lyder det fra Inma Vivar, leder af UGT's afdeling for sundhedsfagligt personale i Catalonien.

Men flere læger har afvist kritikken af dokumentet som misforståelser og overfortolkninger. Eksempelvis skrev formanden for lægeforeningen i Barcelona, at den spanske avis El Mundos dækning af dokumentet var ”falsk og modbydelig”.