Coronavirus

USA registrerer hidtil flest døde med coronavirus på 24 timer

I USA står det værst til i millionbyen New York City, der har registreret over 1500 dødsfald og nærmer sig 50.000 registrerede smittetilfælde. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Med 1169 registrerede døde med coronavirus på 24 timer markerer USA et sørgeligt højdepunkt.

USA begynder nu for alvor at kunne mærke coronavirussens dødbringende hærgen.

Natten til fredag registrerede Johns Hopkins University 1169 dødsfald i løbet af 24 timer, og dermed kunne amerikanerne for tredje dag på stribe sørge over mere end 800 døde.

De 1169 repræsenterer samtidig en bekymrende stigning på hele 32 procent fra torsdag og er det højeste antal døde på et døgn målt på verdensplan, siden coronavirussen blev opdaget i slutningen af 2019.

Ikke for sent at reagere

Anthony Fauci, der er leder af USA's nationale insititut for allergi og infektionssygdomme, siger til CNN, at det ikke er for sent at dæmme op for den eskalerende smitte.

- Vi kan selv gøre noget for at ændre de her tal, siger det amerikanske svar på Søren Brostrøm.

Metoden er at forsøge at knække smittekurven med brug af skarpe restriktioner i det offentlige rum og social distance.

- Hvis vi virkelig skubber hårdt på afbøde spredningen af smitte, kan du ændre modellen. Vi er nødt til skubbe på med afbødning for at prøve at gøre noget ved de her tal og gøre dem mindre end det, vi nu forventer, siger Anthony Fauci.

Svær mission for myndighederne

Noget tyder dog på, at det kan være en svær mission at gennemføre for de amerikanske myndigheder.

Ganske vist har 39 ud af 50 stater iværksat en "bliv hjemme" kampagne, men der er stadig områder i USA, hvor man ikke synes at have den store respekt for coronavirussens skadesvirkninger.

Det siger den danske journalist Anne Alling til TV 2 fra delstaten Tennesse, som har seks millioner indbyggere.

- Først torsdag er guvernøren kommet med en "stay at home"-opfordring, men det er ikke en ordre, fordi man ikke vil tage friheden fra den enkelte borger, siger Anne Alling.

Det er ikke mindst præsident Donald Trumps indledningsvist tøvende holdning til pandemiens alvor, som har sat sig i befolkning i USA's sydstater.

- Især i sydstaterne mener man ikke, at coronaproblemet er så stort, og man ser problemet som medieskabt, siger Anne Alling.

Må vise styrke og beslutsomhed

Med flere end 240.000 smittede begynder alvoren dog at dæmre i store dele af den amerikanske befolkning.

I Texas har den republikanske guvernør Greg Abbott indført et påbud om, at folk bliver hjemme, med mindre der er tale om nødvendige ærinder.

- Vi må imødegå udfordringen med styrke og beslutsomhed, siger Greg Abbott, som også har været blandt de sene til at reagere.

Millionbyen New York City er indtil videre hårdest ramt med over registrerede 1500 dødsfald og tæt på 50.000 registrerede smittetilfælde.

Vicepræsident Mike Pence, sagde torsdag lokal tid på et pressemøde ved Det Hvide Hus i Washington D.C., at flere end 1,3 millioner test for coronavirus er udført i landet.

USA's regering har udtalt, at den forventer mellem 100.000 og 200.000 dødsfald som følge af coronavirussen.