Coronavirus

Nødplan på intensivafdelinger i Stockholm: Ansatte får 48 timers arbejdsuge

Karolinska-sygehuset i Stockholm.  Jonas Ekstromer / Scanpix Denmark

Presset på intensivafdelingerne på Stockholms hospitaler er nu så stort, at myndighederne har iværksat en kriseplan.

Med 333 dødsfald som følge af smitte med coronavirus og to ud af tre senge på hospitalernes intensivafdelinger optaget af patienter med covid-19, er Sverige et af de lande, der er hårdt ramt af coronavirus i øjeblikket.

Landets sundhedssystem er også hårdt presset, og på den baggrund har Sveriges Kommuner og Regioner (SKR) nu iværksat en nødplan for hospitalerne i Region Stockholm.

Nødplanen - eller kriseaftalen - som SKR ifølge en pressemeddelelse aktiverede fredag, betyder blandt andet, at sundhedspersonalet på intensivafdelingerne i Region Stockholm kan pålægges en arbejdsuge på 48 timer om ugen, og derudover kan personalet i nødsituationer også beordres til overarbejde.

Men aftalen betyder også, at de kompenseres med op til 120 procent af timelønnen.

- I Region Stockholm ser vi nu, at alle tilgængelige muligheder i det regulære kollektive aftalesystem for at sikre bemandingen på intensivafdelingerne er udtømte. Vi vælger derfor at aktivere kriseaftalen efter regionens begæring, og det sker med øjeblikkelig virkning, siger Joakim Larsson, formand for forhandlingsdelegationen i SKR.

Gælder i fire uger

Kriseaftalen, der er indgået mellem Region Stockholm og de svenske kommunale selskabers arbejdsgiverforening, Sobona, gælder i højst fire uger. Joakim Larsson understreger, at den ikke er nogen permanent løsning.

- Kriseaftalen er ikke en langsigtet løsning på det problem, at der mangler personale i visse afdelinger. Medarbejdernes hvile og rekreation må også sikres, så de har kræfter til at arbejde langsigtet. Arbejdsgiverne skal derfor parallelt arbejde på at finde alternative løsninger for at forstærke bemandingen, siger Joakim Larsson.

Det var politikerne i Region Stockholm, der torsdag krævede kriseplanen aktiveret for at kompensere personalet på intensivafdelingerne for de faktiske forhold i øjeblikket, skriver Aftonbladet.

- Personalet, som slider dag og nat, må kompenseres på en måde, som afspejler den akutte situation, sagde Aida Hadzialic (S), som er et af medlemmerne af regionsrådet i Region Stockholm.

469 på intensivafdelinger

Ifølge Expressen ligger 469 personer på intensivafdelinger på svenske hospitaler i øjeblikket.

En af dem, der arbejder på en intensivafdeling i Sverige, er Katja Fogelberg. Hun er sygeplejerske på intensivafdelingen på Karolinska-sygehuset i Stockholm. Hun fortæller Expressen, at hun efter at have mødt på vagt torsdag aften klokken 19 først har fået fri fredag klokken 9.30 - en arbejdsdag på 14,5 time. For nylig havde hun en arbejdsdag på 17 timer.

- Når man er vant til en vis pleje, har vi en overligger for, hvordan det skal se ud. Nu bliver vi nødt til at gå under den overligger, for vi har alt for mange patienter, i forhold til hvor mange vi er vant til at have, siger Katja Fogelberg til Expressen.