Coronavirus

Krydstogtskib måtte ikke komme i havn - men nu har Florida taget imod det

Flere af passagererne er blevet flyttet til hospitaler i staten, efter skibet lagde til.

Krydstogtskibet Zaandam fik i nat lov til at lægge til kaj i Fort Lauderdale i Florida. Det skriver The Guardian.

Skibet var ellers tidligere blevet nægtet adgang i både USA og flere sydamerikanske lande.

Skibet forlod havnen i Buenos Aires i Argentina den 14. marts.

Siden da er fire passagerer døde, heraf to højst sandsynligt som følge af covid-19, mens flere er syge med influenzalignende symptomer.

Tidligere på ugen blev de raske passagerer om bord på Zaandam flyttet over på søsterskibet Rotterdam, som også har fået lov til at lægge til kaj i Florida.

Vil ikke risikere sengepladser

Floridas guvernør Ron DeSantis meldte i første omgang ud, at man var bekymrede for statens sygehuskapacitet.

- Vi ønsker ikke, at de værdifulde sengepladser skal beslaglægges på grund af krydstogtskibe, sagde guvernør Ron DeSantis ifølge CNN.

Det blanke afslag fik dog præsident Donald Trump til at reagere. På et pressemøde tirsdag sagde han, at guvernøren i Florida skulle skifte mening og det er altså det, der nu er sket.

Flere blevet flyttet til hospitalet

Flere passagerer er blevet flyttet til hospitaler.

Ifølge The Guardian er 14 personer fra Zaandam blevet overflyttet til hospitalet, hvor de vil modtage behandling. Omkring 45 passagerer med milde symptomer skal blive om bord på skibet, indtil de er raske, skriver avisen.

De passagerer fra de to skibe, der er raske, vil blive transporteret til deres hjemlande hurtigst muligt.

Blandt passagererne er 305 amerikanere, 295 canadiere, 229 fra Storbritannien og 131 australiere.