Hospitalsskib i New York skulle lette presset på sygehuse - men kun 20 er indlagt
Sikkerhedshensyn og bureaukrati holder patienter væk fra det hvide hospitalsskib i New Yorks havn.
Kim Larsen ville næppe have brugt historien som afsæt for et sidestykke til sin sang om "Jutlandia".
Og nogen succes har det heller ikke været at dirigere den amerikanske flådes hospitalsskib U.S.N.S. Comfort til New York for at lette presset på byens hospitaler.
Det skriver New York Times.
U.S.N.S. Comfort lagde til kaj mandag. Og torsdag var status, at bare 20 patienter var blevet indlagt.
- Hvis jeg skal være ærlig, er det en joke. Vi befinder os i en krisesituation her, det er en slagmark, siger Michael Dowling, direktør i Northwell Health, som repræsenterer den største sektor af New Yorks hospitalsvæsen.
New York hårdest ramte by
New York er den by i USA, som er hårdest ramt af coronavirus med 1500 dødsfald og tæt på 50.000 registreret smittede.
Netop derfor var hospitalsskibet Comfort som sendt fra søen. Her ville man kunne tage patienter, som ikke var coronasmittede, men som kunne få pleje udenfor den traditionelle og stærkt anstrengte hospitalssektor.
Facit er bare, at kun 20 er blevet indlagt.
Årsagen er en blanding af bureaukrati og sikkerhedshensyn.
For at forhindre coronasmitte i at komme om bord på Comfort, skal patienterne først indlægges formelt på et af New Yorks hospitaler. Her skal de testes for covid-19, inden man overhovedet kan overveje at sende dem i retning af hospitalsskibet. Det betyder også dobbbeltarbejde for byens ambulancetjeneste.
Derudover er der en liste på 49 sygdomme, man ikke vil eller kan behandle om bord på flådens kridhvide hospitalssskib. Og coronavirus er altså en af dem.
Elizabeth Baker, talsmand for den amerikanske flåde, siger til avisen, at "vi bringer dem om bord så hurtigt, vi kan".
Hjælpen skal sættes ind, hvor det batter
Det er dog ikke en melding, som imponerer Michael Dowling, der har noteret sig 2800 indlæggelser med coronavirus og et deraf følgende intenst pres på intensivafdelingerne.
Det er de patienter, som fylder sengepladserne og ligger på gangene.
Ifølge Michael Dowling er det her, hjælpen skal sættes ind, hvis det skal batte noget.
- Alt andet er latterligt. Hvad er formålet med at tilbyde hjælp, hvis man ikke vil gøre det, hvor der er behov, siger Michael Dowling til avisen.
Natten til fredag registrerede Johns Hopkins University 1169 dødsfald i USA indenfor det seneste døgn, og dermed kunne amerikanerne for tredje dag på stribe sørge over mere end 800 døde.