Coronavirus

Coronavirus truer med at gøre det af med Tysklands hvide guld

Udsigten til aspargesmarker, der ikke kan blive høstet, har fået de tyske landbrugsorganisationer til at lægge pres på myndighederne. Ronald Wittek / Ritzau Scanpix

I Tyskland vil myndighederne nu lempe indrejsereglerne for udenlandske sæsonarbejdere - hvem skal ellers klare høsten?

De allerførste har for længst givet sig til kende. Små, hvide spidser stikker i de her dage op af de plastikdækkede jordvolde, som strækker sig kilometer efter kilometer gennem det tyske forårslandskab.

De blege, hvide asparges, ”det hvide guld”, vil fra midten af april og frem til sankthans ledsage stort set hvert et måltid her i landet - og det i alle mulige smagsvariationer.

Ikke bare fordi den blege grøntsag er en delikat spise og efter sigende skulle have en rensende virkning og stimulere sexlivet. For tyskerne er de hvide asparges indbegrebet af forår og forsommer, lidt som de første kartofler og jordbær er for danskerne.

Men det var før coronakrisen, som også har sat det tyske landbrug i en form for undtagelsestilstand.

For siden de tyske myndigheder lukkede grænsen for sæsonarbejdere og høstmedhjælpere, har aspargeshøsten været truet. Det fremgår af de tyske medier.

Det er den alarmerende situation, som beslutningen om at lempe på indrejsebestemmelserne skal råde bod på. Ikke kun aspargeshøsten har været truet.

Normalt plejer vi at høste omkring 3000 tons per sæson. I år regner jeg med, at det højst bliver omkring halvdelen

Heinrich Thiermann, aspargesproducent

De tyske landboorganisationers formand, Joachim Rukwied, har ligefrem advaret om, at manglen på arbejdskraft kan betyde, at der også kan blive mangel på andre frugt og grøntsager. Ja, selv høsten af humle, der jo er en vigtig ingrediens i ølbrygningen, er efter sigende også i fare.

Uundværlig arbejdskraft

Aspargeskrisen har demonstreret over for tyskerne, hvor afhængige landmændene er af udenlandsk arbejdskraft.

Hver år regner man med, at omkring 300.000 mennesker hjælper til i landbruget, og af dem plejer den langt overvejende del, omkring 90 procent, at komme fra udlandet. Især fra lande som Polen og Rumænien.

En af dem, der er hårdt ramt af manglen på hjælpende hænder, er Tysklands største aspargesproducent Heinrich Thiermann, som avisen Bild har talt med.

Aspargesmark i Køln set fra luften.

På hans 500 hektar store landbrug i Kirchdorf i delstaten Niedersachsen arbejder der som regel mellem 800 og 1000 mennesker, når det er aspargessæson.

- I år har vi kun en femtedel af det antal medarbejdere, vi har brug for til høsten, fortæller Heinrich Thiermann til Bild:

- Normalt plejer vi at høste omkring 3000 tons per sæson. I år regner jeg med, at det højst bliver omkring halvdelen.

Udsigten til aspargesmarker, der ikke kan blive høstet, har ikke bare fået de tyske landbrugsorganisationer til at lægge pres på myndighederne. Også EU-Kommissionen har opfordret medlemslandene til at undlade at lukke grænserne for sæsonarbejdere.

Høstmedarbejdere bør betragtes som ”samfundsvigtige personer”, akkurat ligesom ansatte i sundhedssektoren, lyder argumentet fra EU-kommissionens talsmand. Et synspunkt de tyske aspargesavlere kun alt for gerne vil skrive under på.

Strenge bestemmelser

Nu har den tyske landbrugsminister, Julia Klöckner, så forhandlet sig frem til et kompromis med indenrigsminister Horst Seehofer, der har ansvaret for grænsekontrollen.

For at redde høsten er de blevet enige om at lade op mod 80.000 sæsonarbejdere fra Østeuropa komme til Tyskland i løbet af de næste to måneder, men kun på meget kontrollerede betingelser.

De udenlandske hjælpere skal ankomme i grupper, og det med fly.

De skal igennem en sundhedskontrol, så man undgår at få eventuelle smittede ind i landet. Desuden skal de underkaste sig en 14 dage lang karantæneperiode, hvor de skal bo og arbejde adskilt fra andre ansatte og heller ikke må forlade arbejdspladsen.

Ifølge landbrugsminister Klöckner er der tale om en ”pragmatisk løsning”, som både sikrer den nødvendige infektionsbeskyttelse og landbrugets behov for hjælp til høsten.

Lang vej igen

Udover at åbne for sæsonarbejdere fra udlandet vil de tyske myndigheder også prøve at skaffe ekstra arbejdskraft ved at hyre 20.000 ansatte blandt arbejdsløse, studerende og asylansøgere.

Der er dog stadig lang vej igen, hvis de tyske landbrug skal op på de 300.000 sæsonarbejdere, man plejer at beskæftige i løbet af foråret og sommeren.

Den tyske aspargessæson venten at vare fra marts til slutningen af juni.

Under alle omstændigheder må tyskerne indstille sig på højere priser i år, hvis de vil have de eftertragtede tyske asparges.

Ifølge aspargesavler Heinrich Thiermann fra Niedersachsen vil prisen i år nok ligge omkring ti procent over niveauet fra i fjor.

Når prisstigningen på Tysklands hvide guld trods alt ikke bliver højere, så skyldes det ifølge aspargesavleren, at restaurationsbranchen takket være corona-undtagelsestilstanden stort set er lukket ned for tiden.