Coronavirus

Rusland sender værnemidler til USA

Trump og Putin under et møde i 2019. På overfladen ser deres forhold fint ud, men underliggende går det ikke godt, fordi Trump har indført sanktioner mod Rusland, siger Rusland-korrespondent. Scanpix

Det er et diplomatisk svendestykke af dimensioner, at Rusland sender hjælp til USA, siger korrespondent.

Onsdag landede et russisk fly med 60 ton hospitalsudstyr - blandt andet respiratorer, masker og andre remedier - i New York.

Sendingen er et resultat af et telefonopkald mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands Vladimir Putin.

I USA har myndighederne haft problemer med at skaffe nok respiratorer og værnemidler til sundhedspersonalet i kampen mod coronavirus, og derfor tilbød Rusland sin hjælp.

Det russiske fragtflys tur har været dækket af flere russiske medier, blandt andet kanalen Rossiya 24, der onsdag morgen viste billeder af flyet, der lettede fra lufthavnen i Moskva.

Ifølge kritikere af styret i Rusland er det netop pointen med hjælpen: Rusland vil have positiv omtale.

Det russiske militærfly, der har transporteret 60 ton værnemidler til USA fra Rusland.

Det forklarer Claus Borg Reinholdt, der er TV 2s korrespondent i Rusland.

- Det er genialt for Rusland at sende hjælp til USA. Det er et diplomatisk svendestykke af dimensioner, fordi Rusland på den måde kan bløde op for verdenssamfundets syn på dem som slemme banditter. Det mener kritikere i hvert fald, siger han.

Selv afviser de russiske myndigheder, at der er tale om et pr-stunt.

- Derfra lyder det, at man selvfølgelig hjælper lande, der er i nød, fortæller Claus Borg Reinholdt.

En gave eller en handel?

Både Rusland og USA kalder Ruslands sending for "humanitær hjælp". Der er dog uklarhed om, hvorvidt USA skal betale for værnemidlerne, eller om det er en gave.

USA's regering skriver på sin hjemmeside, at den har "købt" udstyret. Men i Rusland bliver det beskrevet som, at "Rusland hjælper USA".

- Den amerikanske regering skriver, at de har købt værnemidlerne, men de omtaler det samtidig som humanitær hjælp. Det er ret selvmodsigende, og der er usikkerhed om, hvorvidt USA rent faktisk skal betale, forklarer USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Men uanset om det er en gave, eller om USA skal betale for værnemidlerne, så er det et signal fra Rusland om, at de er villige til at hjælpe - også deres politiske fjender - og det er positivt set fra et russisk synspunkt, siger Claus Borg Reinholdt.

Økonomiske sanktioner

Der har i lang tid været gnidninger mellem Rusland og USA.

Det skyldes blandt andet, at man i USA mener, at Rusland blandede sig i præsidentvalget i 2016.

Det forsøgte mord på dissidenten Sergej Skripal i Salisbury i Storbritannien i 2019 skabte yderligere spændinger mellem Rusland og Vesten, og fik USA til at indføre flere økonomiske sanktioner mod Rusland.

Ligeledes indførte EU sanktioner mod Rusland for landets rolle i Ukraine-konflikten.

- Sanktionerne mod Rusland gør ondt på landets økonomi. Derfor håber man i Kreml, at hjælpen med værnemidler kan bløde op for spændingerne, siger Claus Borg Reinholdt.

Udsolgt af håndsprit og masker i Rusland

Udover at sende hjælp til USA har Rusland også sendt hjælp til Iran, Kina, Nordkorea, Mongoliet, Venezuela, Armenien, Hviderusland, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldova, Tadsjikistan, Usbekistan og Italien.

Det har både medført god og dårlig omtale i de russiske medier.

- Pro-putinske medier skriver, at det viser overskud og villighed til at hjælpe lande, der lider under krisen, siger Claus Borg Reinholdt.

Imens kan kritikere ikke forstå, at man sender værnemidler ud af landet, fordi der også mangler udstyr i Rusland.

- Det nærer en formodning om, at der er en underliggende dagsorden, forklarer Claus Borg Reinholdt og fortæller, at han selv ikke kan købe håndsprit og handsker i Rusland, fordi der er udsolgt.

Håber USA vil gengælde hjælp

I Rusland er det officielle tal for smittetilfælde 2337, mens 17 er døde med coronavirussen. Systemkritiske læger i Rusland har dog sat spørgsmålstegn ved tallene.

I USA er det bekræftede smittetal over 205.000, mens mindst 4500 er døde.

Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml, siger ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at der i Moskva er håb om, at USA vil gengælde tjenesten, hvis der bliver brug for det.

- Det er vigtigt at indskyde, at når vi tilbyder hjælp til vores amerikanske kollegaer, så forventer præsidenten, at amerikanske producenter af medicinsk udstyr vil gengælde, når deres produktion er kommet op i tempo, og hvis det er nødvendigt, siger Putins talsmand.