Coronavirus

USA går 'to smertefulde uger' i møde, advarer Trump

Præsidenten formåede at vise både forståelse og solidaritet med de mange amerikanere, som vil miste en, de har kær, siger Jesper Steinmetz.

På et to timer langt pressemøde tirsdag aften advarede den amerikanske præsident Donald Trump befolkningen om, at USA står foran "to smertefulde uger" i coronakrisen.

- Jeg vil have, at alle amerikanere er forberedt på de vanskelige dage, som ligger forude. Vi skal igennem to svære uger. Det bliver to smertefulde - meget, meget smertefulde - uger, sagde Donald Trump.

De seneste 24 timer er antallet af covid-19-relaterede dødsfald steget med 865 personer, hvilket er det højeste antal døde på et døgn i USA indtil nu. USA har i skrivende stund 3900 dødsfald ifølge en opgørelse foretaget af Johns Hopkins Universitetet.

- Vores styrke vil blive testet, og vores udholdenhed vil blive afprøvet, sagde præsidenten, som også beskrev pandemien som en "pest".

Ifølge lægefaglige rådgivere i Trumps coronavirus-taskforce vil USA som minimum se mellem 100.000 og 200.000 dødsfald i den næste tid. Hvis amerikanerne ikke følger myndighedernes anvisninger om social distancering, vil mere end to millioner amerikanere i værste tilfælde dø som følge af coronavirus.

- Hvis USA kan holde dødsfaldene nede på mellem 100.000 og 200.000 mod potentielle 2,2 millioner, vil det betyde, at vi har gjort et godt stykke arbejde, vurderede Donald Trump på pressemødet.

Påfaldende afdæmpet præsident

For mindre end en uge siden brugte præsidenten coronarelaterede pressemøder på at angribe politiske modstandere eller på anden vis fremhæve sin egen indsats, men det var der intet af i nat, fortæller TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

- Det var et påfaldende afdæmpet tonefald, præsidenten lagde for dagen. Det er lykkedes lægerne på præsidentens indsatshold at gøre det krystalklart, hvad der er på spil, fortæller korrespondenten.

Han mener, at alvoren er gået op for Donald Trump.

- Han talte hverken om seertal, aktiekurser eller politik. I stedet fik han vist forståelse for den grufulde hverdag, amerikanerne går i møde samt vist solidaritet med de tusindvis af amerikanske familier, som i den kommende tid vil miste en, de holder af, lyder vurderingen fra Jesper Steinmetz, som beskriver Trumps fremtoning på pressemødet som "alfaderlig, som er præsidentens traditionelle rolle".

På pressemødet fremlagde sundhedsmyndighederne de retningslinjer, som amerikanere på tværs af alle delstater bør følge: Alle, som ikke bestrider en samfundskritisk funktion, skal i udgangspunktet arbejde hjemmefra. Det er forbudt at forsamles mere end 10 personer. Det frarådes at besøge venner eller tage ud at shoppe uden god grund.

Derudover ser myndighederne på andre mere alternative tiltag for at mindske udbruddet.

- Vi diskuterer meget aktivt i indsatsgruppen, om amerikanerne skal bruge mundbind i en bred forstand - og altså også uden for sygehusvæsnet, fortæller virologen og den ledende ekspert i Trumps taskforce, Anthony Fauci, til CNN.

USA nærmer sig 190.000 bekræftede smittetilfælde, og tirsdag overgik landet også Kinas antal af døde som følge af smitte med coronavirus. USA har tredjeflest dødsfald efter Italien og Spanien. Her er henholdsvis 12.428 og 8269 døde.