Coronavirus

Nepal til kamp mod coronavirus: Lovovertrædere ryger i bur på torvet

Nepal har kun konstateret ganske få tilfælde af coronasmitte. Men frygten for en epidemi har fået landet til at indføre en skrap nedlukning af landet.

På et torv i Nepals hovedstad, Katmandu, står et stort bur.

I disse dage bruges det til at indespærre indbyggere, der overtræder landets corona-bestemmelser om at holde sig hjemme for at begrænse smittespredningen, skriver NBC News.

Så kan de stå der lidt til offentligt skue og udskamning.

Bjergstaten har indtil nu kun konstateret fem tilfælde af corona-smitte. En af de fem er endda erklæret rask igen.

Men Nepal har været hurtig til at reagere på disse tilfælde. Allerede da landet med 30 millioner indbyggere konstaterede sit andet tilfælde af coronasmitte for en uge siden, blev landet lukket ned - en nedlukning, der netop er blevet forlænget med yderligere en uge.

- Når det handler om at isolere denne nye coronavirus, så er der faktisk ikke andre muligheder, siger doktor Khem Karki fra Nepals sundhedsministerium ifølge den lokale avis The Annapurna Express.

Strikse betjente

Reglerne, der skal holde befolkningen i hovedstaden Katmandu inden døre, bliver myndigt gennemført af nepalesisk politi.

Billeder fra Katmandu viser, hvordan politiet samler folk, der har overtrådt bestemmelserne og skubber dem af sted til ventende politibiler med en særlig stav.

Staven skal sikre, at den påbudte sikkerhedsafstand mellem lovovertræderen og betjenten bliver overholdt.

(se videoen her:)

Nepalesisk politi bruger en stav til at sikre distance til borgere, der har forbrudt sig mod karantænereglerne. Video: Anders Masannek Jørgensen

Store naboer

Når Nepal har reageret så beslutsomt, skyldes det, at man frygter, at smittespredningen hurtigt kan komme ud af kontrol i landet.

Grænserne til de to store nabolande Kina og Indien anses for at være en stor smitterisiko, og de blev straks lukket ned. Det har fanget to millioner nepalesiske gæstearbejdere i Indien og mange turister inden for Nepals grænser.

En stor del af disse turister er siden fløjet ud af Nepal med særfly, eftersom almindelig udenrigsflyvning blev forbudt, samtidig med at landet gik i lockdown 22. marts.

Allerede tidligere på måneden lukkede Nepal landets største turistattraktion, Mount Everest. Frem til maj er alle ekspeditioner til bjerget aflyst på grund af corona-smittefaren.

"Coronafri zone"

Nedlukningen af landet for en uge siden gjorde dramatisk op med den opfattelse, der havde været udbredt indtil da – nemlig at Nepal nok ikke for alvor ville blive ramt af coronasmitte.

Sher Bahadar Pun fra landets hospital for infektionssygdomme forklarer til magasinet Foreign Policy, at det håb bygger på flere ting. Blandt andet at nepalesere har en tradition for at vaske hænder hyppigt, og at landets indbyggere på grund af de barske klimaforhold har et stærkt immunforsvar.

Han understreger dog samtidigt, at det ikke giver mening at forlade sig på det håb alene:

- Vi bliver nødt til aktivt at opspore og inddæmme virus, så vi kan forberede os på den værst tænkelige situation, siger Sher Bahadar Pun til Foreign Policy.

Håbet om, at Nepal kunne gå fri af coronasmitten har ellers været så udbredt, at Nepals regering som led i en stort anlagt turistkampagne, Visit Nepal 2020, udråbte Nepal til at være ”corona-fri zone”.