Kaptajn på coronaramt hangarskib: - Vi er ikke i krig, vores søfolk behøver ikke at dø
Kaptajnen på USS Theodore Roosevelt vil have over 4000 besætningsmedlemmer evakueret og isoleret på land efter covid-19-udbrud.
Kaptajnen på det amerikanske hangarskib USS Theodore Roosevelt har skrevet et fire sider langt brev til sine overordnede, hvor han beder om hjælp til at redde sin besætning.
Et ukendt antal af skibets 5000 mand store besætning er testet positive for covid-19, og kaptajn Brett Crozier beskriver en dyster situation ombord på fartøjet, der ligger til kaj i Guam i Stillehavet. Besætningsmedlemmerne har fået forbud mod at forlade skibet.
Kaptajnen skriver blandt andet, at der mangler karantæne- og isolationsfaciliteter ombord. Crozier advarer om, at den nuværende strategi muligvis vil mindske smittespredningen, men ikke stoppe den.
- Vi er ikke i krig. Vores søfolk behøver ikke at dø. Hvis ikke vi handler nu, svigter vi vores mest pålidelige ressource – vores søfolk, skriver kaptajnen til ledelsen i Navy Pacific Fleet.
4000 skal evakueres
Kaptajnen vil have flere end 4000 besætningsmedlemmer evakueret og isoleret på land og kræver en hurtig beslutning.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er op mod 80 besætningsmedlemmer på USS Theodore Roosevelt testet positive for covid-19. Et tal, der forventes at stige i takt med, at flere personer bliver testet.
Det amerikanske forsvar bekræfter, at der er coronasmitte ombord, men afviser at kommentere på antallet af smittede.
Det fremgår ikke af brevet, hvor kaptajnen ønsker, at besætningsmedlemmerne skal evakueres og isoleres.
Han medgiver dog, at det bliver en udfordring at finde individuel indkvartering i 14 dage til de godt 4000 besætningsmedlemmer.
Guam, hvor USS Theodore for tiden ligger til kaj, er epicenter for covid-19-udbruddet i Stillehavet og kæmper selv med at klare udfordringerne. Det skriver Pacific Daily News.
- Det her er ikke et krydstogtskib
USA’s fungerende flådeansvarlig, Thomas Modly, siger til CNN, at der de seneste dage er blevet arbejdet på en løsning for at få besætningsmedlemmerne evakueret.
- Vi er ikke uenige med kaptajnen ombord på skibet, og vi går meget metodisk til værks. Det her er ikke et krydstogtskib, der er våben og kampfly ombord, siger Thomas Modly.
USA’s forsvarsminister Mark Esper sagde tirsdag, at det ikke er aktuelt at evakuere USS Theodore Roosevelt på nuværende tidspunkt. Han tilføjede, at han endnu ikke havde læst hele brevet fra skibets kaptajn. Det skriver The Guardian.
Admiral John Aquilino, chef for den amerikanske flåde i Stillehavet, fortæller til CNN, at planen indtil videre er at evakuere dele af besætningen, teste dem, sætte dem i karantæne og derefter rotere dem med besætningsmedlemmerne ombord.