Desperation og fattigdom indtager Syditalien – mafiaen kan blive krisens vinder

16x9
I Napoli hænger flere kurve, hvor folk kan lægge overskydende mad til dem, der ikke har råd til at købe selv. Foto: Ciro De Luca / Ritzau Scanpix

Syditalienere begår kriminalitet for at få mad på bordet, mens de venter på økonomisk støtte.

Imens Italien fortsat kæmper med et stigende antal smittede med covid-19 og dødsfald blandt de smittede, kæmper landets fattige i syd med at få mad på bordet.

Landet har været lukket helt ned i tre uger for at inddæmme udbruddet af coronavirus. Efter planen skulle borgerne kunne begynde at forlade deres bolig fredag.

Men nu har premierminister Giuseppe Conte bebudet, at udgangsforbuddet fortsætter til efter påske - som minimum.

Og det kan være noget af en mavepuster for landets fattige.

I disse dage spredes der i medierne videoer af borgere i Syditalien, der udtrykker deres desperation over, at penge og mad er ved at slippe op.

- Der vil komme revolution

Sky News er i besiddelse af flere af videoerne.

En video viser en tydeligt frustreret mand, der foran sin bank har tilkaldt politiet, fordi banken er lukket ned. Dermed kan han ikke hæve sin mors pensionsopsparing. Familiens eneste indkomst.

En anden video viser en mand i sit hjem med sin datter på skødet. Direkte henvendt til premierminister Conte siger han:

- Vi har allerede været indendørs i 15-20 dage, og vi har nået vores grænse.

Mens datteren på skødet tygger på et stykke brød, fortsætter faderen.

- Ligesom min datter vil andre børn om få dage ikke kunne spise dette stykke brød. Du kommer til at fortryde dette, for der vil komme en revolution.

Organiserede plyndringer

Arbejdsløsheden i de sydligste regioner, Sicilien, Calabrien og Campania, er tæt på 20 procent, viser tal fra 2019. Næsten fire gange så højt som de nordlige stater Lombardiet og Veneto, hvor Italiens coronaepidemi udbrød.

I Siciliens største by, Palermo, har armoden ført til, at indbyggere gennem de sociale medier har arrangeret plyndringer af byens supermarkeder.

Det lokale medie Palermo Today har opsnappet skjulte lydoptagelser, hvor bagmænd arrangerer togterne.

Mafiaen ved, hvad du vil have, og hvad du vil mangle, og de giver det og vil give det på deres egne betingelser

Roberto Saviano, forfatter

Byens borgmester, Leoluca Orlando, kalder gerningsmændene ”sjakaler” og forsikrer om, at det er en meget lille gruppe, der står bag.

Men han frygter, at det kan sprede sig. Ikke bare på Sicilien, men hele vejen til de nordlige regioner.

- Det er absolut nødvendigt at forebygge opbygningen af en social blokade bestående af vold, som begynder i byer i Syden, men som vil sprede sig til Norden. Smitten begyndte i Norden, og så kom den til Syden. Nu er der en risiko for, at disse fænomener af intolerance begynder i Syden og kommer til Norden. I store urbane områder er det tydeligt, at der er utryghed, og den utryghed stiger også i Norden, siger borgmesteren i et interview på tv-stationen Rai.

Politiet er massivt til stede på Sicilien.
Politiet er massivt til stede på Sicilien. Foto: Igor Petyx / Ritzau Scanpix

I den østlige del af Syditalien i regionen Puglia er der stadig ikke meldinger om lignende tilstande, siger Antonio Decaro, der er borgmester i regionshovedstaden, Bari.

Men det kan være et spørgsmål om tid.

- Jeg ved ikke, om der er konflikter. I øjeblikket er vi i stand til at holde os på ret køl, men antallet af folk, der har brug for støtte, er steget, og vi giver dem øjeblikkelig støtte. Imens venter vi på, at regeringens tiltag bliver sat i værk, fordi pengene er stadig ikke i lommerne på familierne i vores land.

Hjælpepakke til virksomheder og arbejdsløse

Italiens regering vedtog 17. marts et dekret om en økonomisk hjælpepakke, der skal hjælpe virksomheder og mennesker, som har mistet jobbet, gennem coronakrisen.

Lørdag bebudede premierminister Conte og økonomiminister Roberto Gualtieri, at mennesker, der heller ikke havde et arbejde før krisen, nu vil få penge til at købe mad for, fortæller TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl.

- Jeg kan ikke sige, om pengene er kommet ud til folk endnu. Men det er de næppe, for det er noget, der lige er blevet vedtaget, siger hun.

Organiserede kriminelle kan blive vinderne

Ventetiden på den økonomiske støtte bekymrer borgmesteren i Napoli, Luigi de Magistri.

For det kan ende med, at vinderne af denne ”sociale, økonomiske, kulturelle såvel som sundhedsmæssige tragedie” bliver de kriminelle.

- Vi må forhindre lånehajerne i at spørge folk: "Hvor meget har du brug for? 1000 euro? Her har du 1500, vi tales ved om tre måneder". Vi har brug for likviditet, siger han til Rai og fortsætter:

- Kriminelle organisationer har likviditet, der næsten kan blive stærkere end statens, og de vil bruge pengene hurtigere. Staten har stadig ikke sendt os pengene til de arbejdsløse, som er en del af deres økonomiske hjælpepakke. De kriminelle organisationer skal kun bruge tre timer (til at sende pengene, red.).

Særligt mafiaen kan lukrere på krisesituationen, spår Roberto Saviano, forfatter bag flere bøger om den italienske mafia, heriblandt bogen 'Gomorrah' om Napolis mafiafamilie.

Mafiaen har ifølge Saviano investeret massivt i virksomheder inden for rengøring, desinfektion, affaldshåndtering, transport og begravelsesforretninger.

- Mafiaen ved, hvad du vil have, og hvad du vil mangle, og de giver det og vil give det på deres egne betingelser, skriver han i et indlæg i den store italienske avis Repubblica.

Til den britiske avis The Telegraph anslår han, at de vil tredoble deres indtjening under coronakrisen.

**

Perspektiv

Euro.
Euro. Foto: Vincenzo Pinto / Ritzau Scanpix

Mafiaen under finanskrisen

Under finanskrisen i 2008 brugte mafiaen sin kapital på at opkøbe og redde virksomheder, som var ved at gå konkurs.

Mange frygter, det vil ske igen.

- Mafiaen vil med sikkerhed tilbyde kredit og kapital til entreprenører, der er ramt af pandemien, siger Nicola Morra, senator og formand for det italienske parlaments antimafia komité, til The Telegraph.

- Det skete i 2008 under finanskrisen. Italien vil skulle håndtere kriminelle organisationer, og som regering vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe dem.

***

Napolitanere ved, hvad der skal til

Imens der er flere indikationer på, at kriminelle udnytter krisen i det sydlige Italien, hjælper befolkningen også de svage med at kommer igennem den.

I Napoli har borgere flere steder i byen hængt kurve op, hvor de, der har og kan undvære mad, kan give til dem, der ikke har.

En kurv med skiltet:
En kurv med skiltet: "Den, der kan, læg mad i. Den, der ikke kan, tag det". Foto: Ciro De Luca / Ritzau Scanpix

Samtidig samler også byens kirker ind, mens frivillige kører rundt på scootere og uddeler til dem, der ikke kan forlade deres hjem, fortæller korrespondent Eva Ravnbøl.

Byen har tidligere oplevet voldsomme epidemier - eksempelvis et udbrud af kolera i 1973 - så de er klar over, hvad der kan få byen og dens beboere igennem denne krise.

- De er meget disciplinerede i Napoli. Folk bliver indenfor, fordi de også har den historiske hukommelse i forhold til kolera, siger Eva Ravnbøl.