90-årig belgisk kvinde med covid-19 fravalgte respirator: Giv den til en yngre patient
Belgien er hårdt ramt af coronavirussen. En 12-årig piges dødsfald har rystet landet.
To coronarelaterede begivenheder har gjort stort indtryk i Belgien de seneste dage.
Hvor den ene kan betegnes som en chokerende, dyster tragedie, kan den anden betragtes som et lys i mørket.
Det fortæller TV 2’s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede, der i øjeblikket befinder sig i Bruxelles.
- Den ene historie, om en 90-årig coronasmittet kvinde, er gået viralt verden over. Men den historie kom oven i den frygtelige historie om en 12-årige pige, der døde med coronavirus i kroppen, fortæller Mejlhede.
Chokket ramte Belgien, da en 12-årig pige fra Gent i Belgien, der var ramt af coronavirus, døde tirsdag.
Myndighederne har endnu ikke kunnet finde underliggende sygdomme hos pigen, og det har har rystet og chokeret de belgiske læger.
Dødsfaldet bliver stadig undersøgt, men den foreløbige teori er, ifølge Lotte Mejlhede, at virussen har ramt pigens hjerte, hvilket myndighederne mistænker også skete for en 30-årig belgisk sygeplejerske, der døde for nogle dage siden.
Nægtede respirator
Samtidig med denne tragedie kom historien om en 90-årig kvinde, der døde med coronavirus i kroppen.
Da 90-årige belgiske Suzanne Hoylaerts blev indlagt og testet positiv for coronavirus havde hun ét ønske til lægerne:
- Jeg ønsker ikke at blive lagt i respirator. Gem dem til yngre patienter. Jeg har haft et godt liv, sagde hun til lægerne ifølge avisen Het Laatste Nieuws.
Suzanne Hoylaerts fra den belgiske by Binkom blev indlagt 20. marts, efter hun oplevede vejtrækningsproblemer og mangel på appetit.
Hun blev isoleret på hospitalet, hvor hendes tilstand forværredes.
Det var på det tidspunkt, hun bad om at respiratorerne skulle bruges til unge mennesker og ikke hende selv.
Det ønske opfyldte lægerne, Suzanne Hoylaerts døde to dage efter sin indlæggelse, og nu er den smukke gestus kommet frem i offentligheden.
- Det er jo altid en sørgelig historie, når en person dør, men samtidig er et lys i mørket, fordi hun udtaler, at hun var mæt af dage og selv traf det valg, siger Lotte Mejlhede.
Ekstremt hårdt ramt
Belgien er ekstremt hårdt ramt af coronavirussen.
Knap 14.000 belgiere er bekræftet smittet, og cirka 5000 er indlagt på hospitaler. 1088 er på intensiv, og onsdag steg dødstallet til 828.
- Der bor knap 12 millioner mennesker i et land på størrelse med Jylland, så folk bor virkelig tæt. Det er en af forklaringerne på, at smitten er så stor, siger Lotte Mejlhede.
- Det lille lyspunkt i statistikken er, at stigningskurven på antal af smittede ikke er så stejl længere. Og det seneste døgn har 436 coronapatienter forladt hospitalerne, hvilket er meget positivt.
Belgien har indført stort set de samme restriktioner, som de danske myndigheder har gjort i Danmark.
Og belgierne ser ud til at overholde retningslinjerne, der især lægger vægt på at holde afstand.
Eksempelvis har man brugt droner indover parkerne i Bruxelles, hvor der ud fra højtalere lyder, at man skal holde afstand.
Der har dog også været eksempler på det modsatte, hvor unge i Antwerpen ikke har overholdt reglerne og har spyttet på politiet, mens de råbte, at de havde coronavirus.
Det har fået politiet til at oprette en bio-enhed, som klædt i dragter kan splitte sådanne grupper ad uden eventuelt at blive smittet.