Nu er der flere corona-dødsfald i USA end i Kina: - Det er sundhedsvæsenets 9/11, siger korrespondent

De amerikanske dødstal rundede tirsdag endnu et skarpt hjørne. Mandag overgik tallet for første gang dødstallet for 9/11.

Corona-dødstallet i USA fortsætter med at stige og nåede tirsdag op på 3416 døde.

Dermed overhalede dødstallet i USA for første gang dødstallet i Kina, hvor coronasmitten først begyndte at sprede sig i januar.

Ifølge den almindeligt anerkendte opgørelse fra John Hopkins University har USA nu 3416 coronadødsfald, mens Kina har 3309.

I øjeblikket stiger dødstallet i USA med 4 - 500 mennesker om dagen, mens det i Kina stiger med fem - ti om dagen.

Tallene fra Kina bliver dog traditionelt mødt med en vis skepsis i USA.

For eksempel affærdigede præsident Donald Trump tallene, da de fredag for første gang viste, at USA havde flere coronasmittede end Kina:

- Det handler om det antal test, vi foretager. Vi gennemfører storslåede tests, og jeg tror ikke, man kan sige, om Kina tester eller ej. Jeg tror, det vil være lidt svært, sagde han ifølge The Guardian.

"Sundhedsvæsenets 9/11"

For USA er det anden dag i træk, at corona-dødstallet runder et symbolsk hjørne.

I går nåede dødstallet over 3000, og amerikanske medier noterede sig, at der dermed var døde flere af coronavirus, end der døde under angrebet på USA 11. september 2001.

Den sammenligning er fascinerende, siger TV 2s korrespondent i USA Jesper Steinmetz:

- For det, der sker nu, kan kaldes sundhedsvæsenets 9/11. Det, der skete dengang på sikkerhedsområdet, sker nu på sundhedsområdet. Dengang overhørte sikkerhedstjenesterne advarsler og fik ikke reageret i tide. Siden har de så fået strømlinet deres organisation.

- Den samme inkompetence og kaos har man nu set på sundhedsområdet, men til gengæld har man også set, at arbejdet i den grad er kommet gang nu. Der er sket en revolution med hensyn til organisering på bare en uge, siger Jesper Steinmetz.

Italien, Spanien, USA og Kina

Dagens tal betyder, at USA nu er det land i verden med tredjeflest coronadødsfald, mens Kina nu er nummer fire på den liste.

For Italien og Spanien – de to lande, der topper listen – markerer dagens tal også et skarpt hjørne.

Med henholdsvis 12.428 døde i Italien og 8.269 døde i Spanien står de to lande nu tilsammen for mere end halvdelen af hele verdens 41.261 corona-dødsfald.