Coronavirus

Mette Frederiksen roses i Italien, der nu skimter et lille lyspunkt i mørket

Italiensk medie bringer en liste over, hvordan verdens statsledere klarer coronakrisen, og listen toppes af Danmarks statsminister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver mandag omtalt i rosende vendinger i den italienske presse.

Italiens største dagblad, Corriere della Sera, er fuld af anerkendelse over for den danske statsministers håndtering af coronakrisen.

Det fortæller TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl fra Rom:

- Mette Frederiksen bliver blandt andet rost for sin empatiske måde at optræde på og for at få hele det politiske system og befolkningen til at bakke op om sin linje.

Corriere Della Sera er blandt Italiens største aviser.

Topper liste

Corriere della Sera har en liste over, hvordan verdens statsledere klarer krisen, og listen toppes af Mette Frederiksen sammen med New Zealands premierminister Jacinda Ardern og New Yorks guvernør Andrew Cuomo.

Den danske statsminister roses også for sine hjælpepakker til erhvervslivet, der ifølge Corriere della Sera er meget generøse.

Også den italienske tv-station Sky TG24 roses Mette Frederiksens støtte til erhvervslivet, som de kalder ”den danske model”.

Italien er det land i verden, der er hårdest ramt af coronaepidemien. Det har fået de italienske myndigheder til at bede omverdenen om hjælp, og den bøn er blevet hørt, fortæller Eva Ravnbøl:

- Der er kommet læger, specialister og en masse udstyr fra Kina, Rusland og Cuba. I går kom der et hold på 30 læger og sygeplejersker fra Albanien til Brescia i det nordlige Italien, der sammen med Bergamo er et af de hårdest ramte steder.

Et lyspunkt i mørket

På landets hospitaler kæmper læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale en hård kamp for at holde trit med de mange smittede og døende med covid-19, der vælter ind.

Det samlede dødstal i Italien under coronakrisen er nu på 10.779.

Et lille lyspunkt er, at dødstallet nu er faldet to dage i træk efter den kedelige rekord fredag, hvor 919 personer døde af covid-19, der er navnet på den sygdom, som coronavirus forårsager.

Spanien er det land i Europa, der er næsthårdest ramt. Her steg dødstallet fra lørdag til søndag med 838 personer til 6528.

Dermed overstiger antallet af døde i Spanien på et døgn lige nu dødstallet i Italien.

I både Italien og Spanien er borgerne blevet beordret til at holde sig inden døre og kun bevæge sig ud for at købe ind i supermarkeder og på apoteker, medmindre de har et arbejde, som er af væsentlig samfundsinteresse.