Kina advarer om mulig ny bølge af coronavirus - indfører nye rejseregler
Spredningen af coronavirus i Kina er stort set stoppet, men rejsende bringer nu coronavirus med ind i landet, og antallet af smittede stiger.
Et stigende antal rejsende, der bringer coronavirus med sig ind i Kina, risikerer at udløse endnu en bølge af sygdom.
Det advarer en talsmand for Kinas sundhedskommission om søndag, skriver Reuters.
Han siger, at smitten fra person til person i Kina "grundlæggende er stoppet", men at man har fundet coronavirus i 693 personer, der er rejst ind i Kina fra udlandet.
- Det betyder, at muligheden for en ny omgang smitte fortsat er ret høj, siger talsmanden.
Nye strenge rejseregler
I løbet af den seneste uge har Kina registreret seks nye tilfælde af smitte mellem to personer, der befandt sig i Kina. I samme periode blev der konstateret smitte med coronavirus hos 313 mennesker, der er kommet ind i landet udefra.
Alene lørdag blev 45 personer konstateret smittet med coronavirus i Kina, hvoraf 44 af dem var rejst ind i Kina fra udlandet. De fleste af dem er kinesere, der er vendt hjem fra andre lande.
Derfor trådte der lørdag nye rejserestriktioner i kraft, som skal begrænse antallet rejsende ind i Kina.
Landets luftfartsselskaber har også fået besked på at suspendere størstedelen af deres flyvninger til og fra udlandet.
Smitten var bremset i Wuhan
De nye regler kommer få dage efter, at Wuhan er begyndt at åbne op igen.
Den kinesiske millionby anses for arnestedet for den coronavirus, der siden december har spredt sig over hele verden og kostet tusindvis af mennesker livet.
De kinesiske myndigheder lukkede 23. januar ned for Wuhan, hvor der bor 11 millioner mennesker. De, der ikke var kommet ud, måtte blive. På det tidspunkt var mindst 500 personer smittet og 17 døde.
Siden da er smitten ifølge de kinesiske myndigheder stort set bremset i Wuhan. Fredag åbnede byen, og rejsende stod i kø i blandt andet Shanghai for at komme dertil.
I de seneste ti dage havde man kun registreret én person smittet med coronavirus. Wuhan bliver derfor nu betegnet som et lavrisikoområde i forhold til coronavirus, siger byens sundhedsmyndigheder.
Men alene lørdag døde fem personer efter at være blevet testet positive for coronavirus.
- Nul nye smittede betyder ikke nul risiko
Selvom smittefaren er markant mindre end for et par måneder siden, forsikrer myndighederne, at de ikke tager let på situationen.
- Nul nye smittede betyder ikke nul risiko. Vi har et endnu større ansvar for at lave forebyggelse og kontrol, fortæller Liu Dongru.
Coronaudbruddet har ifølge officielle tal kostet 3300 mennesker livet i Kina. Der er bekræftet over 81.000 smittetilfælde siden december.