Supertanker omdannet til hospital i USA: - Dette skib er fuld af engle i englenes by

Selvom skibet skal aflaste Los Angeles' andre hospitaler, advarer byens borgmester om, at lægerne stadig skal tage "smertefulde beslutninger".

Situationen er lige nu så alvorlig i USA, at et hospitalsskib er blevet sejlet til Los Angeles i kampen mod spredningen af coronavirus.

The Mercy ankom fredag morgen og er en af to supertankere, som den amerikanske flåde har lavet om til hospitalsskibe. Det skriver The Guardian.

Supertankeren har plads til 1000 patienter, hvoraf 80 kan komme på intensiv. Den har 12 operationsstuer, et laboratorium til at undersøge blodprøver, et apotek og ligger klar med 800 læger og sygeplejersker ombord.

Det var meningen, at det skulle anvendes i krig eller til nødhjælp, men fra lørdag morgen er det i stedet klar til at tage imod amerikanere i Los Angeles, Californien, hjemme i USA.

Læger skal tage "smertefulde beslutninger"

Storbyen New York i den modsatte ende af landet er ellers USA's hotspot netop nu med mange tusind smittede, men i Los Angeles regner man med at se smitten sprede sig med samme hast inden for ganske få dage og forsøger at forberede sig.

Det sagde Los Angeles' borgmester på et pressemøde torsdag foran hospitalsskibet The Mercy.

- Dette skib er fuld af engle i englenes by (kælenavn for Los Angeles, red.), sagde borgmester Eric Garcetti.

Derudover oplyste han, at forsigtige fremskrivninger viser, at byen kan have samme antal smittede som New York om 12 dage, mens andre fremskrivninger viser, at det allerede sker om fem dage.

- Uanset hvad kommer lægerne til at tage smertefulde beslutninger om, hvordan de skal tackle stigningen. Det er med den hast, det stiger netop nu, sagde Los Angeles' borgmester, Eric Garcetti.

Los Angeles forbereder sig på det værste

I USA er 101.310 mennesker smittet med coronavirus, og 1589 er døde.

Af dem er 44.635 smittede i staten New York, hvor 519 er døde, og 3801 i Californien, hvor 78 er døde. Det viser de seneste tal fra CNN.

Til at begynde med er det meningen, at The Mercy - der nu er Los Angeles' største hospital - skal aflaste byens andre hospitaler.

Det betyder, at andre patienter kan behandles i en "boble fri for covid-19", som borgmester Garcetti sagde det, mens byens hospitaler, som allerede behandler patienter med covid-19, kan koncentrere sig om det.

På verdensplan er over 600.000 mennesker smittet med coronavirus, og over 27.000 mennesker er døde.

Her kan du se, hvordan smitten har spredt sig i USA: