Coronavirus

USA frygter, at flere storbyer kan blive nye epicentre

Der er registreret flere end 37.000 tilfælde af coronasmitte i delstaten New York. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Sundhedsmyndighederne i USA ser bekymrende mange smittetilfælde i og omkring flere storbyer i landet.

Torsdag overhalede USA Kina og er nu det land i verden, der har flest registrerede tilfælde af coronasmitte.

USA har fundet flere end 85.000 mennesker, der er smittede med coronavirus, men frygten er, at det tal kan være meget højere.

De fleste smittetilfælde er nemlig fundet i nogle få smitte-centre spredt ud over landet, først og fremmest delstaten New York, der torsdag aften havde registreret flere end 37.000 tilfælde – altså tæt på halvdelen af alle amerikanske coronasmittede.

Frygten er nu, at flere andre amerikanske storbyer vil følge i New Yorks fodspor og få en eksplosion i antallet af tilfælde.

På den daglige corona-briefing torsdag fortalte doktor Deborah Birx, der er Det Hvide Hus’ coronaansvarlige, at sundhedsmyndighederne nu kan se bekymrende mange smittetilfælde i og omkring storbyer som Detroit og Chicago.

- Der er en hurtigere stigning nu, fortalte hun på pressebriefingen.

"En katastrofe" i New Orleans

Sydstaten Louisiana med storbyen New Orleans viser også tegn på at blive et center for coronasmitte. De lokale sundhedsmyndigheder forudser, at flere af statens hospitaler løber tør for ledige senge i løbet af 14 dage.

Louisiana er opskræmt af, at et af statens store plejehjem med 268 beboere torsdag kunne melde om 11 dødsfald.

- Dette bliver den katastrofe, der kommer til at definere hele vores generation, siger Collin Arnold, der er chef for katastrofeberedskabet i New Orleans, til CNN.

Forskel på New York og Los Angeles

Coronasmitte i USA viste sig først i vestkyststaten Washington, der siden har været blandt de værst ramte stater sammen med New York og Californien.

I Californien har man fundet mange smittetilfælde i storbyen Los Angeles, men frygter alligevel, at det kun er toppen af isbjerget.

Mens storbyen New York på den amerikanske østkyst, med knap ni millioner indbyggere, har registreret 22.000 coronasmittede og 281 dødsfald, har Los Angeles-området på vestkysten, med ti millioner indbyggere, kun fundet 1200 coronasmittede og har haft 21 dødsfald.

En læge foran et af New Yorks travle hospitaler

Eksperterne peger på flere mulige forklaringer på denne forskel, blandt andet at befolkningstætheden er meget større i New York, og at befolkningen der bruger meget mere offentlig transport.

- Det betyder, at befolkningen kommer meget tættere på hinanden i New York, forklarer Robert Kim-Farley, der er professor på sundhedsfakultetet på University of California til nyhedsbureauet AP.

Tidobling af tests i Los Angeles

Men eksperterne har også en anden – og mere alarmerende - forklaring, nemlig at man ikke har testet særligt intensivt i Los Angeles.

Det laver man nu om på.

Antallet af daglige tests i Los Angeles sættes nu op fra 500 til 5.000 om dagen, og frygten er, at det snart vil afsløre en smittespredning på højde med New Yorks.

- Jeg ville ønske jeg kunne sige med sikkerhed, at vi ikke er på vej derhen. Men vi ville være dumme, hvis ikke vi forbereder os på sådan et scenarie her i Los Angeles, siger Barbara Ferrer, der er chef for byens sundhedsforvaltning.

Reglerne i Californien om at blive hjemme, betyder at indkøb nogle steder er lavet om til"drive-in" forretninger, hvor politiet overvåger madudleveringen

Ifølge Los Angeles' borgmester Eric Garcetti så man måske allerede det første alarmerende skridt i den retning torsdag, da antallet af smittede på én dag hoppede fra 800 til 1200.

- Det er et kæmpespring, venner. Det er en stigning på mere end 50 procent på en enkelt dag. Det værste er, at hvis den stigning fortsætter her hos os, så er vi om seks dage der, hvor New York er i dag. Så har vi samme antal smittede i forhold til befolkningen, som de kæmper med nu, siger Eric Garcetti.

Mange stater med få tilfælde

Mens flere af USA’s største byer kan se frem til mange flere coronasmittede, er der til gengæld store dele af de mere tyndtbefolkede USA, hvor smitten ikke har ramt så hårdt.

Ifølge Det Hvide Hus’s corona-ansvarlige, Deborah Birx, har 40 procent af USA ”bemærkelsesværdigt få tilfælde af coronavirus”.

- 19 stater har registreret færre end 200 tilfælde, fortalte hun på den daglige coronabriefing i Det Hvide Hus.

Deborah Birx taler i Det Hvide Hus, mens præsident Donald Trump lytter

Forskellen betyder, at det er meget forskelligt, hvilke forholdsregler de forskellige stater har taget for at dæmpe smittespredningen.

Kun 21 af landets stater har indført regler om, at indbyggerne skal holde sig hjemme.

I de stater, hvor der ikke er vedtaget regler, er der dog ofte vedtaget regler i staternes store byer. Det gælder for eksempel Atlanta i Georgia og Miami i Florida.