Boris Johnson testet positiv for coronavirus - sundhedsminister også ramt

Den britiske premierminister fortsætter dog med at arbejde hjemmefra og mødes med sine politiske kolleger digitalt. 

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver han på Twitter.

Ifølge den britiske premierminister blev han testet på råd fra sin læge, fordi han havde feber og hoste.

Sygdommen har dog ikke sendt Johnson under dynerne. Han fortsætter med at arbejde hjemmefra og mødes med sine politiske kolleger digitalt.

Desuden er sundhedsminister Matt Hancock også blevet testet positiv for coronavirus, skriver Reuters. Ligesom Boris Johnson oplever han milde symptomer. Han isolerer sig også.

En eksplosion i antallet af smittede

Det omfattende coronavirusudbrud har den seneste tid for alvor gjort sit indtog i Storbritannien. Det har skabt et tungt pres på landets sundhedsvæsen, NHS - særligt i hovedstaden London. Her oplever hospitalerne således "en eksplosion i antallet af alvorligt syge patienter".

Boris Johnson benytter da også muligheden for at takke alle de briter, som i disse dage yder en ekstra stor indsats for at holde hjulene i gang i Storbritannien under udbruddet af coronavirus.

Som en afslutning opfordrer Johnson alle til at følge myndighedernes anvisninger og blive hjemme for at stoppe spredningen af coronavirus.

Premierministeren er den første statsleder, som er testet positiv for covid-19. Herhjemme er Mette Frederiksen blevet testet negativ.

Britisk tronarving også testet positiv

Boris Johnson er dog ikke den første højtstående brite, der er blevet testet positiv for covid-19.

I onsdags kom det frem, at prins Charles, som er tronarving, også er smittet med coronavirus.

Også han har dog kun milde symptomer og fortsætter derfor med at arbejde, samtidig med at han er isoleret på sit gods i Skotland.