Coronavirus

WHO ser 'opmuntrende tegn' i Europa - men Italien jubler ikke endnu

WHO's europæiske direktør, Hans Kluge, under et pressemøde. Alberto Pizzoli / Ritzau Scanpix

Italienerne er fortsat tilbageholdende med at glæde sig over en faldende kurve af daglige dødsfald.

For fem dage siden nåede Italien et foreløbigt peak i antallet af daglige dødsfald, der kan relateres til coronavirus.

Torsdag kunne de italienske myndigheder meddele, at 712 personer med coronavirus det seneste døgn har mistet livet. Selvom det er et højt antal, så er det for femte dag i træk lavere end de 791 dødsfald, der blev registreret lørdag 21. marts.

Vi er begyndt at se en række opmuntrende tegn

Hans Kluge

Og det har ført til en forsigtig optimisme hos den europæiske afdeling af World Health Organisation, WHO.

- Situationen er fortsat meget alvorlig, men vi er begyndt at se en række opmuntrende tegn. Italien, der har det højeste antal tilfælde, er begyndt at se en lidt lavere stigningsrate, men det er endnu for tidligt at snakke om, at pandemien har nået et peak i landet, siger WHO’s europæiske direktør, Hans Kluge, på et pressemøde torsdag.

I alt er antallet af coronarelaterede dødsfald i landet nu over 8000, mens flere end 80.000 er smittet.

"Tallene er ikke særligt gode"

Selvom tallene umiddelbart kan indikere en positiv udvikling i støvlelandet, så er bekymringerne fortsat tårnhøje, efter at torsdagens tal for smittede er blevet offentliggjort. Torsdag er 6153 personer registreret som smittet med coronavirus. Det er næsten 1000 flere end dagen forinden.

Lombardiets præsident, Attilio Fontana, under et pressemøde torsdag, hvor han fortalte om en bekymrende udvikling.

Og netop derfor holder man igen med at juble over den faldende kurve over daglige dødsfald.

- De tør ikke glæde sig endnu. De vil gerne se en endnu mere overbevisende kurve, end den de ser nu. Det virker som om, de havde nogle forventninger, der ikke er blevet indfriet, siger TV 2's korrespondent i Italien Eva Ravnbøl.

Spanien runder 4000 dødsfald - men nærmer sig et peak

Mens Italien med afstand er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus, så er Spanien med 4115 registrerede dødsfald nummer to på listen.

Også her har man oplevet et lille fald på kurven over det daglige antal dødsfald. Det har fået sundhedsminister Salvador Illa til ”med al forsigtighed” at sige, at man i Spanien nu nærmer sig ”toppen af kurven”.

- De seneste dages data indikerer en trend om, at vi kan være på vej ind i en stabiliseringsfase. Ingen ved præcis, hvornår det slutter. Vi har stadig mange svære uger foran os, siger Salvador Illa ifølge avisen El Mundo.

Torsdag kom det frem, at antallet af smittede på verdensplan nu har rundet en halv million. Heraf har 22.993 mennesker med coronavirus mistet livet.