Udland

Spanien har købt tusindvis af uduelige corona-test i Kina

Den spanske sundhedsminister Salvador Illa. Mariscal / Pool / Ritzau Scanpix

De spanske sundhedsministerium bekræfter, at man har sendt 9000 såkaldte hurtig-test-kits til coronavirus retur til den kinesiske producent.

Spanien har købt 340.000 kits til hurtige test af coronavirus i Kina, men de første 9000, man har modtaget, har vist sig at være uduelige.

Det siger den spanske sundhedsminister, Salvador Illa, til det store spanske dagblad El Pais.

Det er den kinesiske virksomhed Shenzhen Bioeasy Biotechnology, der har solgt produktet til den spanske stat. Men ifølge den kinesiske ambassade i Madrid, har virksomheden slet ikke fået en officiel godkendelse af produktet.

I et tweet skriver den kinesiske ambassade blandt andet, at "Shenzhen Bioeasy Biotechnology endnu ikke har opnået officiel licens fra Den nationale administration af medicinske produkter i Kina til at sælge sit produkt."

Testudstyr returneret til Kina

På et pressemøde har chefen for det særlige krisehåndteringscenter under den spanske sundhedsstyrelse forklaret, at man efter at have undersøgt den kinesiske leverance på hospitaler i Madrid fandt ud af, at den data, der var inkluderet i det såkaldte kvalitets-certifikat på det kinesiske produkt, ikke var korrekt.

Sættene udviste kun en følsomhed på 30 procent, når den skulle være større end 80 procent, og det kunne betyde falske negative test. Altså at smittede med corona-virussen simpelthen ikke blev opdaget.

– Det har tvunget os til at sende partiet tilbage, forklarer Fernando Simón, direktør for det særlige krisehåndteringscenter.

Men direktøren fra den spanske sundhedsstyrelse understreger, at man har andre leverandører, der vil sørge for at, at man får de test-sæt, der er brug for.

Hvor er de 640.000 test kits henne?

Forleden lovede den spanske sundhedsminister, at man ville skaffe 640.000 sæt test-kits, så kampen med den frygtede corona-virus kunne blive mere effektiv. Lige nu gennemfører man i Spanien mellem 15.000 -20.000 test dagligt, men målet er at gennemføre langt flere.

Problemet er bare, at laboratorierne, der skal undersøge testene er overbebyrdede, og derfor skulle løsningen også være, at skaffe nye og hurtige sæt til corona-test.

Men det står stadig hen i det uvisse, hvornår de mange test-sæt vil være klar.

Dagbladet El Pais har spurgt sundhedsministeriet, hvor mange penge der er blevet brugt på at skaffe de mange sæt, og hvor mange der er ankommet til Spanien. Men avisen har endnu ikke fået svar.