Udland

Mistænkt ændrer mening og erklærer sig skyldig i moskémassakre

Brenton Tarrant har nu erklæret sig skyldig i alle anklager.  Mark Mitchell / Ritzau Scanpix

Brenton Tarrant har indtil nu nægtet sig skyldig i drab på 51 muslimer i New Zealand sidste år.

Australske Brenton Tarrant, der mistænkes for at stå bag skyderier mod to moskéer i Christchurch i New Zealand sidste år, erklærer sig nu skyldig i angrebet.

Det rapporterer newzealandske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den 29-årige Tarrant har hidtil nægtet sig skyldig i moskéangrebet, der 15. marts 2019 kostede 51 muslimer livet i to moskéer i Christchurch.

Den højreradikale australier er tiltalt for at have dræbt 51 personer og for at have forsøgt at dræbe yderligere 40. Derudover er han tiltalt for at have overtrådt New Zealands terrorlovgivning.

Maksimumsstraffen for sådanne handlinger er livsvarigt fængsel, skriver nyhedsbureauet AP.

New Zealand indførte særlige terrorlove i 2002. Sagen mod Brenton Tarrant skal vise, hvordan de fungerer i praksis.

Sendte livevideo på Facebook

Syv mennesker blev dræbt i Linwood-moskéen, da den mistænkte gerningsmand åbnede ild mod bedende muslimer, inden en 48-årig mand bevæbnet med en tom pistol formåede at skræmme ham væk.

Gerningsmanden optog en 17 minutter lang video, der blev sendt direkte på Facebook og viste mænd, kvinder og børn, der blev skudt på klos hold under fredagsbønnen.

Kort før angrebet havde Brenton Tarrant offentliggjort et 74 sider langt manifest, hvori han beskrev sine højreekstremistiske synspunkter.

Tarrant betegner sig selv som en "almindelig hvid mand" inspireret af Norges massemorder Anders Behring Breivik.

Retssagen er sat til at vare seks uger. Efter planen begynder sagen til maj.