Coronavirus

Tusinder af udlændinge fanget i pandemiens ingenmandsland

Mange mennesker er strandet i russiske lufthavne. TASS / Scanpix / LETA

På grund af Covid-19 frygten er migrantarbejdere fanget i russiske lufthavne uden at kunne rejse hverken ud eller ind.

Nogle har sovet på bagagevogne, andre på tæpper eller papstykker, de har lagt ud på gulvet. De heldige har fundet sig en bænk.

I over en uge har tusindvis af migrantarbejdere fra Centralasien været fanget i russiske lufthavne og ved grænseovergange.

Folk er nødt til at sove på gulvet og købe vand til astronomiske priser

Usman Baratov

De er blevet ofre for covid-19-frygten, som ikke bare har fået Rusland, men også de centralasiatiske lande til at lukke grænserne og indstille den internationale fly- og jernbanetrafik for at begrænse smittespredningen.

Migrantarbejdere fra lande som Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan hører til i gadebilledet overalt i Rusland, hvor de ofte påtager sig det hårdeste og dårligst betalte arbejde på for eksempel byggepladser, restauranter og landbrug.

Kampklædt politi tilkaldt for at fjerne flypassagerer

Det tidlige forår er traditionelt det tidspunkt, hvor mange rejser hjem til familien efter at have at knoklet vinteren over. Nu er hundredtusindvis af dem så strandet uden udsigt til at kunne komme videre foreløbig.

I Moskvas Vnukovo lufthavn venter flere hundrede migrantarbejdere på at vende hjem. I Novosibirsks Tolmachevo lufthavn befinder 300 usbekere sig i samme situation.

Det lokale nyhedssite NGS har fortalt, hvordan kampklædt politi blev tilkaldt for at fjerne passagererne fra deres fly, efter at Usbekistan lukkede alle grænseovergange og lufthavne.

Også flere hundrede kirgisere er strandet i Rusland. Det gælder blandt andet en gruppe på 157 mennesker, som i dagevis har ventet ved grænsen i den russiske Orenburg-region.

Det var meningen, de skulle rejse tilbage til Kirgisistan i bil gennem Kasakhstan, men den plan fik de kasakhiske myndigheder sat en stopper for, da de lukkede grænsen på grund af virusfrygten.

Ingen vej tilbage

For de fleste af de strandede migrantarbejdere er der ingen vej tilbage. Nogle har allerede passeret paskontrollen og kan derfor ikke længere vende om, fordi deres fly er aflyst, og Rusland har lukket grænsen for alle andre end russiske statsborgere.

De er med andre ord fanger i ingenmandslandet mellem de toldfrie butikker og afgangsgatene.

- Folk er nødt til at sove på gulvet og købe vand til astronomiske priser. Nogen er ved at besvime af sult, fordi de er løbet tør for penge, og deres lejligheder er allerede lejet ud til andre, forklarer Usman Baratov, menneskeretsaktivist og repræsentant for det usbekiske eksilsamfund i Rusland til det uafhængige nyhedssite Medusa.

Og ikke nok med det. Mange risikerer at få problemer med immigrationsmyndighederne, fordi deres arbejds- eller opholdstilladelse er tæt på at løbe ud.

Myndigheder vil hente strandede borgere ud af Rusland

Eneste håb for de strandede er myndighederne i hjemlandet. Ifølge Medusa har Usbekistan, Hviderusland og Kasakhstan allerede tilkendegivet, at de vil forsøge at hente deres strandede borgere ud af Rusland med charterfly.

Men det kræver tidkrævende forhandlinger med russiske myndigheder. Usman Baratov fra det usbekiske eksilsamfund advarer sine landsmænd mod at forvente, at myndighederne kan hente alle hjem:

- Et enkelt charterfly kan måske rumme 150 mennesker, men der jo titusinder, som er fanget i Rusland, som han forklarer. Også den tadsjikkiske ambassadør Imomuddin Sattorov understreger i avisen Kommersant, at det vil være umuligt for regeringen at hente alle strandede statsborgere fra Rusland hjem med fly.

Appel om hjælp

Migrantarbejdernes desperate situation har dog fået mange russere til at reagere. I Moskva bad restauratøren Aleksej Khodorkovskij i starten af ugen i en appel på Facebook sine kolleger i branchen om hjælp.

- Det værste er, at de her mennesker, hvoraf mange arbejdede i vore virksomheder, nu ikke kan få noget ordentligt at spise. Ingen tager sig af dem, skrev han.

I tirsdags tog Aleksej Khodorkovskij så sagen i egen hånd og kørte til Vnukovo-lufthavnen, hvor han serverede 140 måltider til usbekere, tadsjikker og andre migrantarbejdere, som havde siddet fast i lufthavnen i dagevis.

Ifølge hans opslag på Facebook, var appellen dog ikke forgæves.

I løbet af et døgns tid havde han modtaget 60000 rubler, knap 6000 kroner i frivillige bidrag.

- Det er et helt vildt beløb. For den sum kan vi lave mad til 1200 mennesker, tak for det, lød det fra restauratøren, der har sat sig for at hjælpe de strandede fra pandemiens ingenmandsland.