Coronavirus

Sverige oplever stor stigning i dødsfald - én region er særligt ramt

Björn Eriksson er direktør for sundhed og medicin i Region Stockholm.  Janerik Henriksson/tt / Ritzau Scanpix

Stockholm er med afstand den region i Sverige, hvor flest mennesker med coronavirus har mistet livet.

Antallet af dødsfald relateret til coronavirus i Sverige er de seneste dage steget eksplosivt.

Onsdag nåede det samlede antal op på 62 dødsfald. Det er mere end en fordobling på bare to døgn.

Nu kan vi sige, at stormen er her

Björn Eriksson

Ikke mindst Stockholm-regionen skiller sig ud med ikke færre end 37 døde. 18 af dødsfaldene er registreret inden for det seneste døgn i regionen, der med knap 2,4 millioner indbyggere er Sveriges mest befolkede.

- For fem dage siden sagde jeg, at en storm ville komme. Nu kan vi sige, at stormen er her, siger Björn Eriksson, der er direktør for sundhed og medicin i Region Stockholm, ifølge den svenske avis Expressen.

Klar til højeste alarmberedskab

I alt er der i Sverige registreret 2526 smittetilfælde med coronavirus. 1070 af tilfældene er registreret i Stockholm-regionen, hvor de det seneste døgn har oplevet en stigning på 111 personer.

Ud af de 1070 smittede er 65 patienter i øjeblikket indlagt på intensivafdelingen.

- Hvis udviklingen fortsætter, så er jeg klar til at gå i det højeste alarmberedskab, siger Björn Eriksson.

I Sverige har man allerede styrket sundhedsvæsenet ved at oprette op til flere felthospitaler - heriblandt et enkelt i Stockholm.

Skolerne er åbne, og svenskerne mødes stadig på caféer

Til trods for den seneste stigning af dødsfald i Sverige, er skoler og institutioner fortsat åbne. De offentlige arbejdspladser er i fuld sving, og caféer og restauranter holder åbent som normalt.

Søndag aften holdt den svenske statsminister Stefan Löfvens tale til nationen, hvor han netop meddelte, at han ikke ville indføre en lang række restriktioner, som man har set i flere europæiske lande.

Det står i kontrast til nabolandet Danmark, hvor man har grebet kampen mod coronavirus helt anderledes an.

Flest indlagte i Region Hovedstaden

I Danmark er der onsdag 25. marts registreret 34 coronarelaterede dødsfald, men her er der endnu ikke offentliggjort tal for, hvor i landet dødsfaldene er sket.

Det er til gengæld tallene for, hvilke regioner der har flest personer med coronavirus indlagt. I alt er 350 registreret som indlagt på danske hospitaler. 141 personer er indlagt i Region Hovedstaden, mens resten fordeler sig over de fire øvrige regioner.

Af det samlede antal indlæggelser i Danmark er 87 patienter indlagt på intensivafdelingen.