Pandemien blev forudset igen og igen, men advarslerne blev ikke taget alvorligt

Eksperter hos FN, rigmanden Bill Gates og spåmanden Nostradamus får alle æren for at have forudset corona-epidemien. Her er en gennemgang.

Burde vi have vidst det?

Verden er ikke forberedt

Rapport fra sundhedspanel under FN i 2019

Altså, at en virus lurede lige om hjørnet, og verden var tre måneder fra at lukke ned.

Hvis nogen havde sagt det i efteråret 2019, var der næppe mange, som havde taget det alvorligt.

Faktisk var der nogle, der sagde det.

Ikke bare sidste år, men igen og igen og igen de seneste årtier.

Læger, forskere, forfattere og spåkoner fortalte os, at verden stod på kanten af en pandemi, men da den endelig ramte, kom det alligevel som et chok, der kom bag på de fleste.

Det er forudsigelserne, denne artikel handler om.

Både dem fra forskerne, og de lidt mere kulørte af slagsen, som lige nu florerer i stor stil på de sociale medier.

Vi begynder med de forudsigelser og advarsler, som vi nok burde have lyttet til.

FN, september 2019

Det er blot et halvt år siden, at et panel af internationale sundhedseksperter under FN, Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen WHO kom med en meget skarp advarsel om en forestående pandemi.

- Der er en meget ægte trussel om en hurtigt bevægelig, meget dødelig pandemi fra et patogen, der angriber luftvejene. Det kan dræbe mellem 50 og 80 millioner mennesker og udslette fem procent af verdensøkonomien. En global pandemi på den skala vil være katastrofal og skabe store ødelæggelser, ustabilitet og usikkerhed. Verden er ikke forberedt, står der i rapporten fra FN-panelet Global Preparedness Monitoring Board med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland i spidsen.

Panelet udgav sin første rapport, 'A World at Risk' onsdag 18. september 2019 og advarede om, at truslen nok heller ikke ville blive taget alvorligt denne gang.

- Alt for længe har vi tilladt en cyklus med panik og forsømmelse, når det kommer til pandemier – vi øger indsatsen, når der er en alvorlig trussel, og så glemmer vi hurtigt alt om det, når truslen forsvinder. Det er tid til handling, står der i rapporten.

Robert G. Webster, virolog, december 2019

Hvis navnet Robert G. Webster virker bekendt, kan det være, at du har hørt om fugleinfluenza.

Robert G. Webster er virolog ved Otago Universitetet på New Zealand, og det var ham, der i 2003 sammen med sine kolleger opdagede den nye influenzatype med det videnskabelige navn H5N1.

I december 2019 udgav den berømte virolog bogen 'Influenzajægeren', hvor han skriver om muligheden for en ny dødbringende pandemi.

- Svaret er ja. Det er ikke bare en mulighed, det er et spørgsmål om tid, før det sker, skriver Robert G. Webster.

Han anslår, at millioner vil dø, før en eventuel pandemi bremses.

- Naturen vil på et tidspunkt igen udfordre menneskeheden med en virus magen til den fra 1918. Vi er nødt til at være forberedt, skriver han i bogen.

USA's efterretningstjenester, januar 2019

USA's efterretningstjenester udgiver hvert år en rapport, som beskriver truslerne mod nationens sikkerhed. Og så sent som i 2019 advarede tjenesternes topchef Daniel R. Coats specifikt mod en pandemi i rapporten.

- Vi anslår, at USA og resten af verden forbliver sårbare over for den næste influenzaepidemi eller udbrud af en smitsom sygdom i stor skala. Det kan føre til massiv dødelighed og handicap, påvirke verdensøkonomien i alvorlig grad, presse de internationale ressourcer og øge anmodningerne om hjælp fra USA, står der i rapporten.

Der skulle efter planen være udkommet en tilsvarende rapport om truslerne mod USA for 2020.

Offentliggørelsen af rapporten, der skulle være udkommet 12. februar, er imidlertid blevet bremset af landets præsident, Donald Trump.

Ifølge Time Magazine var passagen om truslen fra en mulig pandemi stadig med i det første udkast, men nu er det uvist, hvornår og i hvilken form rapporten udkommer.

Bill Gates, april 2018

Rigmanden Bill Gates har gentagne gange advaret om, at verden slet ikke er godt nok forberedt på en pandemi.

For eksempel under en paneldebat i 2018, der var arrangeret af Massachusetts Medical Society og New England Journal of Medicine.

Her sagde Bill Gates, at en global pandemi meget vel kunne komme inden for et årti. Under debatten, der i øvrigt stadig kan ses på Facebook, viste Bill Gates en simulation af, hvad der ville ske, hvis verden blev ramt af et influenzaudbrud magen til Den Spanske Syge i 1918.

Ifølge rigmandens tal ville 30 millioner menneske dø i løbet af seks måneder, fordi verden var dårligt forberedt.

- Hvad angår biologiske trusler, så bliver det ikke taget alvorligt. Verden må forberede sig på pandemier på samme alvorlige måde, som man forbereder sig på krig, sagde Bill Gates.

Beredskabsstyrelsen i Danmark, 2008

Efter udbruddet af fugleinfluenza i 00'erne udgav Beredskabsstyrelsen i Danmark en pjece om, hvordan virksomheder, borgere og myndigheder skulle forholde sig ved en svær pandemi.

- Der hersker ikke tvivl om, at vi igen vil opleve en pandemi. Ingen kan imidlertid sige, hvornår den kommer, eller hvor alvorlig den vil være, står der i pjecen, der er specifikt rettet mod en "svær" pandemi.

- Det kan ikke udelukkes, at der kan komme en svær pandemi, som i omfanget af sygelighed (om end næppe dødelighed) nærmer sig Den Spanske Syge. Det er den sidstnævnte situation, denne vejledning retter sig mod.

I pjecen er der også beskrevet et muligt scenarie for smittespredningen.

- De første udbrud konstateres i Sydøstasien, men på under en måned ses de første tilfælde i Danmark, efter at flypassagerer har bragt virus med sig til lufthavne i Europa og videre på tværs af landegrænser, står der i piecen, som også forudser den situation, sundhedsvæsenet nu står i:

- Pandemien medfører en kraftig stigning i lægekonsultationer, udskrivning af recepter, hjemmebesøg, hospitalsindlæggelser m.v., som sætter sundhedssektoren under alvorligt pres.

Forskere fra Hong Kong, oktober 2007

Lungesygdommen SARS, der hærgede Sydøstasien i 2003, minder meget om den coronavirus, som nu sætter sit præg på verden.

I modsætning til coronavirus lykkedes det at inddæmme SARS, og sygdommen forsvandt.

I 2007 studerede en gruppe læger i Hong Kong, hvor smitten kom fra, og de fandt frem til, at en gruppe flagermus bærer coronavirus, som kan sprede sig til mennesker, men kun hvis flagermusene smitter andre dyrearter.

Flagermus af arten hesteskonæser er udbredt i Kina, hvor folk samtidig har tradition for at spise alle mulige forskellige dyrearter eller bruge dem som medicin.

Så allerede i 2007 advarede forskerne fra Hong Kong om, at der lurede en katastrofe i Kina.

- Tilstedeværelsen af en stor forekomst af SARS-lignende virusser i hesteskonæser sammen med en kultur for at spise eksotiske dyr i det sydlige Kina er en tidsindstillet bombe, skrev forskerne dengang i Journal of Clinical Microbiology.

I jagten på, hvor den nye coronavirus stammer fra, er netop hesteskonæser blevet udpeget som den mest sandsynlige art.

Sylvia Browne, spåkone, 2008

Dette er en af de forudsigelser, der i øjeblikket florerer på sociale medier, og som har mere karakter af et tilfælde end en reel forudsigelse.

Den amerikanske forfatter og tv-spåkone, Sylvia Browne, skrev i 2008 en bog om dommedag.

I bogen, der på engelsk hedder 'End of Days: Predictions and Prophecies About the End of the World, skriver Sylvia Browne om en pandemi i 2020.

- Omkring 2020 vil en alvorlig lungebetændelses-agtig sygdom sprede sig over hele verden, angribe lungerne og bronkierne og modstå alle kendte behandlingsformer, skriver hun i bogen.

Hun skriver også, at sygdommen vil forsvinde lige så pludseligt, som den kom.

Her skal det bemærkes, at coronavirus ikke er en "alvorlig lungebetændelses-agtig sygdom", men en luftvejsinfektion, der kan føre til lungebetændelse.

Og i skrivende stund er sygdommen ikke forsvundet.

Sylvia Browne, der i øvrigt var dømt for bedrageri flere gange, døde i 2013, så der er ikke mulighed for at stille hende uddybende spørgsmål.

Dean Koontz, forfatter, 1981

Dette er også en af de forudsigelser, der i øjeblikket florerer på sociale medier, og som har mere karakter af et tilfælde end en reel forudsigelse.

I 1981 skrev forfatteren Dean Koontz romanen 'Øjne i Mørket', hvor en dødelig virus fra et laboratorium begynder at slå mennesker ihjel.

I de nyeste udgaver af bogen hedder virussen Wuhan-400, og det har sat gang i konspirationsteorierne.

Udbruddet af coronavirus begyndte i den kinesiske by Wuhan, men det er også det eneste sygdommen har til fælles med forfatterens fiktive virus.

Faktisk hed virussen i Koontz's bog oprindeligt Gorki-400 og stammede fra Sovjetunionen - altså lige ind til 1989, hvor Den Kolde Krig sluttede, og forfatteren ændrede navnet.

I bogen har virussen en dødelighed på 100 procent, og den smitter efter bare fire timer i kroppen. Coronavirus opfører sig helt anderledes.

I modsætning til i bogen stammer coronavirus formentlig fra flagermus og ikke fra et laboratorium i Wuhan. Inkubationstiden er mindst 24 timer.

Nostradamus, læge og astrolog, 1555

Ud over at have forudset jordens undergang får den franske spåmand af og til æren for at have forudset hændelser som Adolf Hitlers opstigen til magten og Londons brand i 1666.

Og folk på internettet har allerede været i gang med at nærlæse hans 942 firelinjers vers med forudsigelser for at finde en der passer på udbruddet af coronavirus.

Det bedste bud i hans udgivelse fra 1555 er lige nu dette vers:

"Fra det forgæves foretagende, ære og unødige beklagelser.

Sejlbåde kastet omkring mellem latinerne, kulde, sult, bølger.

Ikke langt fra Tiberen er landet plettet af blod.

Og mangfoldige sygdomme vil ramme menneskeheden."

Tiberen er navnet på den flod, der løber gennem Rom, og da Italien lige nu er hårdt ramt, kan nogen se en sammenhæng - døm selv.

Nostradamus har i øvrigt fået lidt hjælp på internettet, da der tilsyneladende ikke findes mere præcise spådomme i hans værker.

Derfor florerer der lige nu en opdigtet tekst på sociale medier om, at "der vil komme et tvillingeår (2020), fra hvilket der vil rejse sig en dronning (corona), der vil sprede en pest (virus) i et land med syv høje (Italien)".

Den er ikke skrevet af Nostradamus, og teksten findes ikke i hans værker.